Legepladser
Du kan finde mange små og gode legepladser rundt omkring i Rudersdal. Se på kortet, hvor du finder dem, og læs beskrivelserne længere nede på siden.

Eventyrskoven
I en lille skov ved Kikhaneengen i Nærum venter der et eventyr - et eventyr hvor du kan møde musiktrolde, kratheksen og elverfolk .
Eventyrskoven er ikke en legeplads i traditionel forstand. Eventyrskoven er et eventyrligt uderum for børn, hvor sanserne og fantasien kan slippes løs i syv fortællerum. Der er info-tavler med historier undervejs.
FAKTA
Hvem: Særligt for de 3-6 årige
Hvor: Bag Nærum Gadekær ved Kighaneengen
Du kan komme ind til skoven enten fra Nærum Gadekær (parkering ved Nærum Kirke) eller fra Egebækvej, hvor en sti fører ind til skoven lige efter Rundforbi Idrætsanlæg (parkering ved Rundforbi Idrætsanlæg).

Cathrinelystparken
Legepladsen er et bevægelseslandskab med bakker og dale i farvet gummiasfalt, udfordrende klatreredskaber, forhindringsbane, fugleredegynge og en rutsjebane.
Lige ved siden af legepladsen finder du en aktivitetsoase med tre træningspavilloner, hvor voksne og større børn kan træne styrke-, balance- og bevægelighedstræning. RudersdalRuten går også i gennem parken. RudersdalRuten er en maratonrute på 42,195 km. Læs mere om RudersdalRutens univers her:
Ruter og aktiviteter i naturen
FAKTA
Hvem: Legepladsen er for de 3- til 12-årige (men alle er velkomne)
Hvor: Vilhelm la Cours vej, 3460 Birkerød

Holte Havn Park
Legepladsen har et udkigstårn, sjove øer i gummiasfalt og klatreskulpturer, så du kan finde mange spændende og udfordrende legemuligheder ved Holte Havn.
RudersdalRuten og KulturSlangen passerer forbi Holte Havn.
FAKTA
Hvem: Især for børn i alderen 2-6 år
Hvor: Holte Havn Park, Vejlesøvej 22, 2840 Holte

Mariehøj Naturlegeplads
På legepladsen kan du klatre i tårnene med net eller følge en jorden er giftig-bane. Legepladsen ligger smukt i den gamle æbleplantage i Gl. Holte nær Kulturcenter Mariehøj.
Til legepladsen er knyttet en natur- og oplevelsesrute, som hedder TusindbenRuten. Ruten er for børn og barnlige sjæle, og er 1000 meter lang. Du kommer både rundt i den lille skov, op på Mariehøj, ned ved søen og rundt i æbleplantagen. Læs mere om TusindbenRuten på denne side:
FAKTA
Hvem: Især for børn i alderen 3-12 år
Hvor: Mariehøj Naturlegeplads, Øverødvej 246, 2840 Holte

Cykelmyggens Cykellegeplads
Cykellegepladsen er en legeplads, hvor dit barn kan øve sig i at cykle og blive bedre i trafikken. I kan prøve forskellige udfordringer på spurtbanen, slalombanen og balancebanen. Cykellegepladsen bygger på fortællingerne om Cykelmyggen Egon og hedder derfor Cykelmyggens Cykellegeplads.
Læs mere om cykellegepladsen og hent et cykelpas med sjove opgaver:
Træn seje cykeltricks med Cykelmyggen Egon
FAKTA
Hvem: For børn 1½ -9 år
Hvor: Trørødskolen, Gl. Holtevej 2, 2950 Vedbæk
Åbningstid: Døgnet rundt, men der ikke lys på legepladsen

Slangen i Biblioteksparken i Nærum
På legepladsen kan børnene rutsje ned ad en bakke, gemme sig i pilekrattet, tage en gyngetur eller lege i sandet. Det er også muligt at lege ved lege-Jeep'en i parken.
Der findes også to hængekøjer i Biblioteksparken, hvor både børn og voksne kan tage en slapper og måske læse en bog imens.
FAKTA
Hvem: Især for børn i alderen 2- 6 år
Hvor: Biblioteks Alléen 3, 2850 Nærum

Skovlegepladsen Kronhjorten
Skovlegepladsen ligger lige ved Skodsborg Station og er en del af flere fritidstilbud i Aktivitetsoasen Skodsborg Station. Legepladsen henvender sig til både små og større børn og fortæller på flotteste vis historien om stationen og parforcejagten.
FAKTA
Hvem: 2-10 år
Hvor: Bøllemosevej 4, 2942 Skodsborg
Nordvanggårdsparken i Bistrup
Legepladsen i Nordvanggårdsparken er renoveret i 2019. Der står nu en helt ny legeplads med forskellige legeelementer: Rutsjebane, sandkasse, legehuse, gynger, talerør, og diverse klatre- og balanceelementer. Derudover er der også højt græs der er med til at stimulere børnenes sanser.
FAKTA
Hvem: Legepladsen er velegnet til især de helt små børn 1-5 år
Hvor: I Nordvanggårdsparken ved Nordvanggårdsvej, 3460 Birkerød
Trudeslund legeplads
Legepladsen ligger på et delvist kommunalt areal ved siden af boligfællesskabet Trudeslund (Det er kun arealet, hvor der er en fodbold/håndboldbane og en basketbane, som kommunen ejer). Der er offentlig adgang og boligfællesskabet står for vedligeholdelsen af redskaberne på legepladsen.
FAKTA
Hvem: 6-15 år
Hvor: Trudeslund 4, 3460 Birkerød
Vedbæk Nordstrand
På legepladsen kan barnet lege, at det sejler i båd, tage en gyngetur, lege ved huset, balancere på forskellige stubbe og muslingeskaller, dreje rundt på spinnere, børnene kan ligge i hængekøje og tale med hinanden på tværs af legepladsen gennem rør.
FAKTA
Hvem: Især for børn i alderen to-syv år
Hvor: Vedbæk Nordstrand, Vedbæk Strandvej. Vedbæk