Spring til indhold

Skovlegepladsen Kronhjorten

Skovlegepladsen Kronhjorten

Oplev parforcejagt fortalt i børnehøjde.

Skovlegepladsen ved Skodsborg Station er en helt unik mulighed for børn at opleve kongernes hektiske og imponerende parforcejagter i skoven. 

Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland stammer fra 1600-tallet, hvor det lagde scene til den enevældige kong Christian 5.'s parforcejagter. Siden 2015 har landskabet været optaget på UNESCOs liste over verdenskulturarv.

Bemærk toiletterne på Skodsborg Station er pt lukket. (juni 2023)

For de mindre børn

De helt små børn på 2-5 år inviteres ombord på det lille tog, der foruden at fortælle om stedets historie – også inviterer de mindste ind i et univers med ræve, ravne, ugler og masser af små mus. Toget er dog ikke et helt almindeligt tog. Om dagen står det stille, men om natten svæver toget rundt i skoven med dyrene og skovens andre beboere som passagere. Du finder også to rutsjebaner, en sansegynge og en gynge. 

For de større børn  

De større børn fra 6-11 år kan blive udfordret i et større klatreværk af jagthunde, heste, jægere, kong Chr. V og en segnet kronhjort. Her får de større børn historien om de enevældige kongers parforcejagter. 

Tegnefilm og læs mere

Se en tegnefilm for børn og læs mere om Parforcejagtlandskabet her:

Parforcejagtlandskabet

Fotoudstilling

Se også fotoudstillingen, hvor man kan se Parforcejagtlandskabet fra luften og måske bedre forstå det. Udstillingen kan ses fra den 3. juni til 31. juli ved Kongestjernen i St. Dyrehave ved Hillerød og fra den 6. til 30. november 2022 ved Eremitageslottet i Jægersborg Dyrehave. Den 6. november afholdes der samtidig Hubertusjagt, som er en symbolsk videreførelse af den gamle parforcejagt. 

Fotoudstilling i det fri

UNESCO

  • UNESCO i Danmark arbejder for, at kerneværdier som demokrati, ytringsfrihed og uddannelse til alle – og ikke mindst beskyttelse af kulturarv som f.eks. UNESCO verdensarven Parforcejagtlandskabet.
  • Det har UNESCO arbejdet på siden slutningen af 2. Verdenskrig.
  • FN’s verdensmål for bæredygtig udvikling er en naturlig og integreret del af UNESCO’s arbejde og vision.

Praktisk

  • Når sulten melder sig kan man spise på en af de tre picnicpladser, som er en del af legepladsområdet. Her er halvtage og bålsteder med grill.  
  • Der findes yderligere to picnicpladser længere inde i skoven.
  • Picnicpladserne kan ikke bookes.
  • Hunde skal holdes i snor og deres evt. afføring fjernes fra legepladsområdet.
  • En fin udflugt fra legepladsen er en tur til Bøllemosen, ca. 500 meter fra legepladsen.
  • Der er offentlige toiletter i en mindre bygning på stationspladsen.