KulturSlangen - rundt i hele Rudersdal

Vedbæk er et gammelt fiskerleje ved Kikhanerendens udløb i Øresund. Men fra 1700-tallet blev lejet præget af flere lystgårde, da ønsket om at tilbringe sommeren ved kysten nær København tog til. I 1897 kom kystbanen, og Vedbæk blomstrede som ferieby. Fra maj til september var hvert et ledigt rum udlejet, og de lokale beboere flyttede ud i udhuse eller på loftet for at overlade deres stuer til de københavnske landliggere. Den ekstra indtægt gjorde, at man kunne bygge større huse, så man selv havde mere plads om vinteren og bedre plads til landliggere om sommeren. Efterhånden byggede landliggerne egne villaer, først til sommerbeboelse, og senere til helårsbeboelse, som stadig præger byen.

Maglemosen var engang en fjord, der gik helt ind til der, hvor Caroline Mathilde stien løber i dag. Omkring fjorden levede stenalderens jægerfolk. Under udgravningen til Vedbæk skole i 1975 fremkom nogle af de mest velbevarede grave fra jægerstenalderen til dato.

I middelalderen var Nærum områdets største landsby og den havde formentlig også den første kirke. I 2019 fandt arkæologerne en kristen kirkegård nær det nuværende Wesselsminde syd for Nærum.

I 1880’erne opkøbte kulgrosserer Alfred Christensen næsten al jorden omkring Nærum og begyndte at udstykke det til byggegrunde. Byens befolkning blev i løbet af et par årtier fordoblet.  Christensen var hoveddrivkraften bag anlæggelsen af Nærumbanen i år 1900. Banen gik oprindeligt helt til Vedbæk, men stykket fra Nærum til Vedbæk blev nedlagt i 1923. Det gamle jernbanespor er i dag Grisestien.

Efter anden verdenskrig tog transformationen fra landsby til forstad virkelig fart. Med Marshallhjælpen slog Brüel og Kjær sig ned i 1948, efterfulgt af Nærum Nylon. Boligbyggeriet eksploderede og Hørsholm-motorvejen blev indviet i 1956.

Området, vi i dag kender som Gl. Holte, var det oprindelige Holte. Først da jernbanen og dermed Holte station kom til i 1864, begyndte man at kalde byen omkring stationen for Ny Holte og den oprindelige landsby for Gammel Holte.

Generalbygmester Laurids de Thurah købte i 1755 fæstegården Gl. Holtegaard for at skabe sig et passende landsted uden for København. Han rev gården ned og skabte et anlæg i barokstil med nye bygninger samt en have med symmetrisk beplantning af buske, planter og frugttræer. Under de følgende ejere forsvandt haven, men i 2001-2009 blev de Thurahs barokhave genskabt efter de gamle tegninger.

I dag huser Gl. Holtegaard en kunsthal, bygget på miniaturemaleren Ebba Bredas fond, samt udstillingsstedet Vedbækfundene, hvor du kan se 7.000 år gamle skeletter fra sidste del af jægerstenalderen udstillet sammen med urskovens dyreliv.

De ældste dele af Søllerød Kirke stammer tilbage fra 1180, men den er senere ombygget og udvidet flere gange. Et af husene ved det gamle gadekær fik i 1677 ret til et ”lidet Krohold for de Rejsende og Lusterende” drevet af præstens kone. Mellem kirken og kroen løb den gamle nord-sydgående alvej, der forbandt Nordsjælland med København. Man kan stadig se den som en dyb hulvej fra kroen og ned til Søllerød Sø. Fra 1680’erne havde topembedsmanden og ordbogsforfatteren Matthias Moth Mothsgården som sommerbolig. Men hele landsbyen var allerede da præget af rige københavnere, der i deres fornemme palæer og landsteder tilbragte somrene i det romantiske område. På Mothsgården kan man se Matthias Moths rekonstruerede arbejdsværelse, og man kan møde den lærde mand næsten ansigt til ansigt.

”Det søde hul” Sådan kaldte de lokale den dybe og meget sumpede dalstrækning, der gik for foden af Geels bakke mellem Vejlesø og Søllerød sø. Mange tog derfor vejen over alvejen gennem Søllerød fremfor at krydse den ufremkommelige overgang. Men i 1580 anlagde Frederik 3. en vej til Frederiksborg slot, som skabte en sikker overgang over det våde terræn. I 1764, under ledelse af den franske ingeniør Marmillod, blev vejen gjort snorlige og en del af Geels bakke blev gravet væk, for gøre kongevejen endnu bedre. Langt senere voksede byen Holte frem nær stationen fra 1864. I 1930’erne voksede den kommunale administration sig for stor til det oprindelige rådhus på Søllerødvej. I 1940-42 byggedes derfor et nyt rådhus mellem Kongevejen og Øverød efter tegninger af Arne Jacobsen og Flemming Lassen.

Bemærk: Selve Næsseslottet er PRIVAT ejendom. Det er derfor kun tilladt at færdes på stien neden for slottet. Man kan fint se slottet fra stien ved Lille Kalv.

Oprindeligt lå landsbyen Tange på halvøen i Furesøen, men under den svenske belejring af København i 1658-60 blev landsbyen brændt ned. Området blev herefter overtaget af Frederik 3.s dronning Sofie Amalie, der byggede Dronninggård. I 1781 købte storkøbmanden Frédéric de Coninck gården. Han var blevet rig på handlen med Fjernøsten i den såkaldte florissante periode, hvor Danmark blev et knudepunkt for international handel. De Coninck brugte en del af sin enorme formue på at bygge det, som i dag kendes som Næsseslottet. Han indrettede området omkring slottet som en romantisk landskabshave, der strakte sig over hele næsset og helt frem til, hvor Holte Midtpunkt ligger i dag. Parken var indrettet med et kinesisk lysthus, pompøse monumenter og kunstige ruiner. Ved et kunstigt vandfald lå eremittens bolig, der var indrettet som om den husede en eneboer, og hvor man kunne se hans dagbog og hans åbne grav.

Vaserne ligger ud til det nordøstlige hjørne af Furesøen. Her er mange småsøer med tæt bevoksning omkring, men også store områder med ellesump. Området er især kendt for sine mange sangfugle. Nogle af de mange små søer skyldes, at der tidligere blev gravet tørv i området.

Længere mod vest, helt ude i rørskoven, findes et fugletårn, hvor man har fin udsigt til Store Kalv, som på de fleste årstider befolkes af forskellige vandfugle. Fra rørskoven kan man høre eller se forskellige sumpfugle og over rørskoven svæver rørhøgen ofte.

I Frederikslund skov findes en mindesten opsat til minde om Frédéric de Coninck der, som ejer af Næsseslottet, omkring fra 1781 indledte et landvindingsprojekt på Dronninggårds jorder.

I 1864 kom jernbanen til landsbyen Birkerød, og byen ændrede karakter. I slutningen af 1800-tallet var kun en tredjedel af byens indbyggere beskæftiget inden for det gamle hovederhverv landbruget. Banen begunstigede den senere industri og den kostskole/gymnasium, som Johan Mantzius anlagde i 1868. Udover at være et attraktivt uddannelsessted, så var skolen også centrum for foredrag, skuespil og forfatterbesøg. Byen var ligeledes hjemsted for en række kunstnere. Birkerød fik i 1890’erne det spøgefulde tilnavn ”Nordsjællands Athen”, da kostskole og kirke udgjorde et åndeligt centrum.

Fra 1930’erne udviklede Birkerød sig til forstad, hvor en stor del af Birkerøds befolkning pendlede til deres arbejde i København.

I 1661 forærede Frederik 3. Ebberødgård til biskop Hans Svane som tak, fordi han havde støttet kongen i kampen for enevælden. Svane var en foretagsom mand, der udvidede gården og ikke mindst de tilhørende karpedamme i Rude skov.

I 1892 blev gården helt ombygget og udvidet til ”Ebberødgård Arbejds- og Plejehjem” fra ”Idiotanstalten Gl. Bakkehus” på Frederiksberg. Ebberødgård blev voldsomt udbygget gennem årene, blandt andet med et lille kapel og tilhørende gravplads.

God plads, natur og frisk luft blev i starten set som en klar forbedring af forholdene for patienterne. Ebberødgård fik dog med tiden et dårligt ry blandt andet pga. overbelægning, utidssvarende fysiske rammer, dårligt uddannet personale og udbredt brug af fikseringer. Først efter megen kritik i 1970’erne blev forholdene langsomt forbedret.

Landsbyen Høsterkøb nævnes allerede i et pavebrev fra 1186, hvor det bekræftes, at blandt andet Høsterkøb og Nærum samt deres tilliggende gods testamenteres af ærkebiskop Absalon til kirken i Roskilde.

Høsterkøb bestod af en række gårde, hvor Friheden, Lundegaard og Nygård hørte til blandt de største. Mange af de gamle huse er i dag velbevarede. Høsterkøb har bevaret sit landsbypræg helt op i vores tid. Der blev ikke bygget industri eller dominerende parcelhuskvarterer. En bevarende byplan fra 1966 sikrede, at Høsterkøb blev bevaret som landsby og de omkringliggende grønne arealer blev fredet.

I 1942 flyttede nonner af benediktinerordenen til Åsebakken i Høsterkøb. Ved indvielsen fik klostret overdraget en træskulptur ”Gudsmoder med Jesus-barnet” og tog derfor navnet Vores Frue Kloster.

Femsølyng er i dag et fredet naturområde med flere sjældne arter af dyr og planter. Det er mennesker og husdyr, der har givet området i Femsølyng sit nuværende udseende. Områdets åbne karakter bevares ved afgræsning. De mange småsøer og vandspejl, der i dag kan ses i Femsølyng, blev gennem tiden skabt ved tørvegravning i mosen.

En af tørvearbejderne har vi navn på. Anne Hansdatter som arbejdede her i sommeren 1635. Hun fødte i dølgsmål et barn nær mosen og genoptog arbejdet uden at fortælle nogen om fødslen.Dagen efter fandt tørvefogeden barneliget halvt opædt af svin. Alle de kvindelige tørvearbejdere blev stillet op på række og der blev foretaget en malkeprøve. Kun Anne Hansdatter havde frisk mælk i brysterne. Anne kom i Blåtårn og tre uger senere faldt dommen: ”bør straffes på hendes liv med et sværd”. Så Anne Hansdatter blev halshugget.

Rygård var den første gård som i flyttede ud af Øverød ved udskiftningen i 1766. Da områdets gårde blev nedlagt i slutningen af 1800-tallet, slap Rygård i modsætning til de andre gårde i Øverød for at blive udstykket til villabebyggelser. I 1936 blev gården erhvervet af arkitekten Palle Suenson. I marts 1943 fremlagde kommuneingeniøren en byplan, som skulle gøre Søllerød Kommune til en forstadskommune med en befolkning på 80–100.000. Området har i dag dog ikke mere end godt 30.000 indbyggere. Planen udlagde Rygårds område til bolig- og erhvervsbyggeri. Det var ikke i Suensons ånd, og selvom planen blev trukket tilbage allerede i maj 1943, så ville Suenson sikre sine området for fremtidig kommunal indgriben. I løbet af 1950'erne udvidede han gårdens jorder, som kom til at indgå i Søllerød Naturpark, da denne blev fredet i 1962.