Maglemoseturen

Maglemoseturen tager sit udgangspunkt i KulturSlangen, der bugter sig fra Vedbæk Havn i øst til Næsseslottet og Furesøen mod vest - eller omvendt. Maglemosen er 5,9 km (inkl. ekstraturen omkring Caroline Mathildestien 8,7 km).

Turen fortæller historien om udviklingen af Maglemosen fra dengang den var stenalderfjord og hjemsted for jægerstenalderfolket til området tørrede ind og blev til Maglemosen, som vi kender den i dag. 

Undervejs på din tur kommer du forbi:

1. Stenalderbopladsen Bøgebakken

Det var lige her under parkeringspladsen ved Vedbæk Skole, at der i 1975 blev gjort et sjældent fund. Ved byggeriet af skolen på Bøgebakken ved Vedbæk Station blev der fundet 17 grave, hvor der for ca. 7.000 år siden i jægerstenalderen blev begravet 22 døde mennesker. Fundet var en verdenssensation – det var dengang den ældste gravplads fundet i hele Nordeuropa. Gravene er centrale i international forskning og giver løbende nye indsigter i jægerstenalderens liv og død. I gravene lå mænd, kvinder og børn – nogle af dem gravlagt med gaver og de genstande, der sad på deres klædedragt. I få tilfælde var det muligt at se dødsårsagen. I en grav lå to voksne og mellem dem et lille barn på 1 år. Den ene voksne var dræbt med en spydspids i halsen. I anden grav lå en ung kvinde ved siden af et for tidligt født barn. Barnet var omsorgsfuldt gravlagt på en svanevinge. Måske var det en fødsel, der gik for tidligt i gang?

2. Stenalderfjord

Under mosetørven i Vedbæk Maglemose er der muslingeskaller og sand. Vedbæk Maglemose var en fjord i stenalderen. Den flade del af mosen var fjordens bund. De høje skrænter, som i dag kan ses nord og syd for Vedbæk Maglemose, var fjordens skrænter.

Stenalderfjorden blev dannet pga. klimaforandringer. For 8.000 – 5.100 år siden var klimaet ca. 2 grader varmere end i dag. De højere temperaturer betød, at isen smeltede længere mod nord, og vandet i havene steg. I løbet af 1.000 år steg havet 20 meter. De stenalderfolk, som boede ved Vedbækfjorden, kunne se og mærke havets stigninger. Havstigningerne har tvunget stenalderfolkene til at flytte deres bopladser til tørre områder.

Efter sidste istid begyndte landet langsomt at hæve sig – en landhævning, som stadig foregår. Klimaet blev igen koldere for ca. 4.500 år siden, og vandstanden i Øresund faldt. Fjordens munding sandede til, og fjorden blev til en sø. Søen er i dag groet til og omdannet til den mose, vi kender i dag.

3. Henriksholm

I 1795 opførte løjtnant Henrik Strambou landstedet Henriksholm - opkaldt efter ham selv. Efter Strambou havde Henriksholm forskellige ejere. I 1892 blev stedet købt af grosserer Carl H. Melchior(1855-1931), som var gift med Clara Raphael(1866-1945). Melchiors ombyggede og moderniserede Henriksholm. Men netop som sidste ombygning var fuldført i vinteren 1908-09 brændte Henriksholm. Melchiors opførte i 1911 det Henriksholm, som står på grunden i dag.

Melchiors datter – Helga Melchior var arkæologiinteresseret. Hun gik ture i Vedbæk Maglemose sammen med amatørarkæolog Alfred Avnholt, som fandt flere af de stenalderbopladser i Maglemosen, som vi i dag har kendskab til.

I 1943 solgte Clara Melchior Henriksholm til et stort byggeselskab med klausulen om at måtte blive boende i hovedbygningen for livstid. Men kort tid efter måtte hun og familien pga. jødeforfølgelserne flygte til Sverige. Clara Melchior kom aldrig tilbage til Henriksholm igen. Hun døde i Malmø i august 1945. 

4. Museumsattraktionen Vedbækfundene

De enestående gravfund fra jægerstenalderen, som blev fundet ved byggeriet af Vedbæk Skole bliver hovedattraktionen i et nyt oplevelsesbaseret museum ved Henriksholm. Museet skal fortælle historien om de mennesker, der levede lige her i området for 7.000 år siden. Med ny forskning og formidling af deres liv og død kommer vi i museets udstillinger helt tæt på jægerfolket fra Vedbæk. Vi kan se dem som individer og sociale væsner. Placeringen af den nye museumsattraktion ved Henriksholm tæt på fundstedet for gravene giver en enestående mulighed for at få landskabet, kulturhistorien og museet til at smelte sammen. Det var lige her, at jægerfolket boede på bopladserne ved den gamle stenalderfjord. En del af museumsoplevelsen bliver også at bevæge sig ud i området omkring museet, deltage i aktiviteter og mærke jægerfolkets liv tæt på naturen.

5. Maglemoserenden og naturpleje

Maglemosens åbne vidder er hjemsted for mange blomstrende planter og sårbare urter, som er afhængige af en stor lystilgang. Derfor får Maglemosen særlige fauna hjælp fra naturens firbenede græsslåmaskiner, som hele sommeren igennem nyder godt af den frodige opvækst i de lysåbne naturarealer.

Kommunens aftaler med landmænd og andre husdyrholdere sørger for, at der bliver sat dyr ud, som er et vigtigt redskab i den naturplejende indsats. Uden denne indsats fra vores græsningsdyr ville store dele af vores forskellige naturtyper som marker og enge gro til i høje græsser og grove krat, som ikke ville kunne rumme samme mangfoldighed og rekreative værdi. En anden fordel ved dyrenes naturlige færden på arealerne er deres efterladenskaber. Kokasserne danner nemlig levested for en lang række insekter og gødningsbiller, som igen kan tiltrække flere fugle og andre insektædere til områderne.

Som en del af naturplejeindsatsen blev der af lokale borgere gjort en storstilet indsats for at bekæmpe bjørnekloen, som havde bredt sig i store områder af Maglemosen. De stiftede foreningen Maglemosens Naturpleje, som forsat i dag arbejder på, med hjælp fra kommunen og forskellige eksperter, at der genetableres et flot og mangfoldigt naturområde til glæde for dyr, fugle og ikke mindst mennesker, der nyder at færdes der.

6. Sjældne brandgrave fra jægerstenalderen

Brandgrave fra jægerstenalderen, hvor de døde blev brændt, er meget sjældne. I hele Danmark er der bare fundet i alt 7. Tre af brandgravene er fundet i Vedbæk.

Den først fundne brandgrav fra Danmarks jægerstenalder blev fundet af amatørarkæolog Alfred Avnholt, der assisterede Nationalmuseets udgravninger på bopladsen Vedbæk Boldbaner i 1944-45. I en lille oval nedgravning på bopladsen fandt han de brændte knogler af et menneske blandet med asken fra bålet. To nye brandgrave er siden fundet i Vedbæk ved udgravningerne på Gøngehusvej 7 ved Hotel Marina.

Fundet af brandgravene har rejst nye spørgsmål. Hvorfor blev nogle af de døde brændt, mens andre i samme periode af jægerstenalderen blev begravet uden først at blive brændt? Hvorfor er der fundet så få brandgrave fra jægerstenalderen? Var det en særlig begravelsesform, der sjældent blev praktiseret? Eller har arkæologerne bare ikke fundet dem endnu?

7. Caroline Mathilde-stien

I 1770 indledte dronning Caroline Mathilde et kærlighedsforhold til Johann Friedrich Struensee, som var den sindssyge kong Christian d. 7.’s livlæge og landets egentlige magthaver.  Struensee anlagde året efter Caroline Mathilde-stien til dronningen.

Den nordlige del kaldes Mathildevejen. Stien blev anlagt, så dronningen kunne rejse let og hurtigt mellem kongehusets sommerresidens Hirscholm Slot og dronningens egen lystejendom Frydenlund nær Trørød.

Caroline Mathilde påbegyndte opførelsen af et træhus i skoven ved Frydenlund. Stedet blev indrettet til elskovstimer med Struensee. Bag dronningens seng var en skjult trappe, der gik fra Struensees kamre ovenpå. Men kærlighedsforholdet sluttede, da Struensee blev kendt skyldig i majestætsfornærmelse og henrettet d. 28. april 1772. Caroline Mathilde-stien blev nedlagt ved kongelig resolution d. 1. oktober 1772. Caroline Mathilde blev deporteret til slottet i Celle og døde kun 23 år gammel i 1775 af en febersygdom.