Birkerødturen

Birkerød var fra gammel tid en typisk landsby i Nordsjælland. Det ændrede sig med jernbanens komme i 1864. Landbruget trådte i baggrunden og byen udviklede sig til en stationsby, hvor folk boede og arbejdede. I løbet af 1900-tallet blev Birkerød til en forstad, da mange af byens borgere havde deres arbejde uden for kommunen. 

Historiske steder på turen:

• Birkerød Bibliotek og Skulpturbroen
• Den gamle Præstegaard
• Birkerød Kirke
• Mantzius
• Cathrinelyst
• Birkerød landsby 
• Det gamle rådhus
• Assistens og Søholm Kirkegård
• Birkerød Sø 
• Birkerød station

Den udvidede Birkerødtur:

• Hestkøbgård
• Bistrup
• Bistrup Hegn

Birkerød Bibliotek og Skulpturbroen

I 1968 blev ”fremtidsplanen” om udbygning af Birkerød bymidte fremlagt. En gennemførelse ville have medført nedrivning af både præstegården og Mantziusgården, og planen mødte stor folkelig modstand, samt modstand fra fredningsmyndighederne, som endeligt forkastede planerne i maj 1971.

Imidlertid indeholdt planerne også nyt hovedbibliotek og rådhus, og den del af planen blev vedtaget i 1977.

Arkitekterne Ib og Jørgen Rasmussen vandt arkitektkonkurrencen, og allerede i sommeren 1978 gik byggeriet i gang. Der er tale om elementbyggeri, men med den udbredte anvendelse af røde skalmure og tagtegl, samt store trækonstruktioner fremstår byggeriet som en markant arkitektonisk helhed. Byggeriet gik hurtigt, og allerede i januar 1980 kunne biblioteket indvies, rådhuset fulgte efter i april samme år. Til at forbinde de to bygninger valgte man billedhuggeren Egon Fischer, som lavede skulpturbroen i ubehandlet jern dekoreret med blomster.

Indenfor kan enhver, der passerer spille på et klokkespil, der er monteret på væggene. Det er Danmarks største og tungeste skulptur, og tillige Egon Fischers hovedværk. Efter kommunesammenlægningen i 2007 flyttede rådhuset til Søllerød, mens biblioteket blev Rudersdal Kommunes hovedbibliotek. Det tidligere rådhus huser i dag en del af administrationen.

Den gamle præstegård

Oprindeligt en traditionel bindingsværksgård, hvis have gik helt ned til Birkerød sø. Det trelængede anlæg daterede sig helt tilbage til 16-1700-tallet.

Ved sin tiltræden i 1938 stillede præsten Svend Melbye krav om en mere tidssvarende præstegård. Kirkeministeriet lod sig overbevise, og det gamle bindingsværksanlæg revet ned.

Den nuværende bygning er fra 1940erne. Også den indgik i ”fremtidsplanen”, og stod til nedrivning indtil planen blev forkastet i 1971. Bygningen fungerede derfor fortsat som præstegård frem til 1996, hvor den sidste præst på stedet fraflyttede. Ny præstegård blev den ældre sognefogedgård på nordsiden af kirken, som menighedsrådet havde overtaget i 1993. Præstegården fra 1938 blev overtaget af Birkerød Kommune. Siden 1996 har Birkerød Kunstforening haft udstillinger på stedet.

Haven er omdannet til offentlig park.

Birkerød Kirke 

Kirken er bygget som romansk kirke i 1100-tallet af groft tilhuggede kampesten, som stadig kan ses i dele af muren mod syd og mod nord. Som andre romanske kirker havde den fladt bræddeloft, og små højtsiddende rundbuede vinduer.

I 1200-tallet kom flere tilbygninger til, i begyndelsen af 1300-tallet blev bræddeloftet erstattet af de første gotiske hvælv, og ikke længe efter blev de fantastiske kalkmalerier tilføjet. I 1400-tallet kom tårnet til sammen med sakristiet, og koret blev udvidet. Som noget af det sidste blev våbenhuset erstattet af et større, hvorefter kirken stort set havde opnået sit nuværende udseende. Efter reformationen blev kalkmalerierne, som så mange andre steder i landet, kalket over. Det viste sig at være heldigt, da de dermed blev bevaret for eftertiden. Nationalmuseet afdækkede kalkmalerierne i 1911.

Henrik Gerner virkede som præst her mellem 1657 og 1693. Han var veluddannet, og havde blandt andet været i England. Han var også en kyndig landmand, hvad der var vigtigt dengang, da det var gennem landbruget præsterne fik en væsentlig del af deres indtægter. Under svenskekrigene blev han flere gange udsat for grove plyndringer. I 1659 tog han del i planerne om generobring af Kronborg. Planen blev afsløret, og Gerne dødsdømt. Ved Frederik IIIs indsats blev han benådet blot 8 timer inden henrettelsen, men måtte tilbringe over 10 måneder i lænker. Ved frigivelsen tog han lænkerne med sig og hængte dem op i kirken, hvor de stadig befinder sig.

Mantzius

I 1868 stiftede den tidligere huslærer på Birkerød Præstegård, Johan Mantzius, en lille kostskole i Birkerød sammen med sin hustru, Elisabeth. Skolen voksede hurtigt og tiltrak også elever fra resten af landet. Samtidig fungerede skolen som byens kulturelle midtpunkt med eksempelvis foredragsaftener og forfatterbesøg.

Johan Mantzius døde i 1890; i de 22 år formåede han at skabe en stor og betydningsfuld kostskole, som siden blev til Birkerød Gymnasium, dog i andre bygninger.

I dag huser bygningerne Kulturcenter/spillestedet Mantzius Live.  

Cathrinelyst 

Cathrinelyst var oprindelig et lyststed og blev siden Birkerøds største landbrug, men fra midten af 1800-tallet blev jorden efterhånden solgt fra. Fra midten af 1900-tallet havde en del af kommunens administration til huse i bygningen. I dag anvendes den af bl.a. den lokalhistoriske forening.

Cathrinelyst var oprindelig et lyststed kaldet Enigheden, uden jordtilliggende. I 1730 blev stedet købt af viceadmiral Wilhelm Lemvig. Han boede der i næsten 50 år, og udbyggede stedet til en trelænget ejendom. Fra 1805 blev der bygget 3 store længer til den eksisterende ejendom, og et stort jordtilliggende købt. Enigheden, som dermed blev Birkerøds ubetinget største landbrugsejendom, ændrede navn til Cathrinelyst.

I dag er jorden solgt fra, og ejendommen ejes af Rudersdal Kommune.

Birkerød landsby

Er hovedbyen i sognet, da det er her stenkirken bliver bygget. Byen opstod som rydningsby engang i den sene vikingetid. Efterhånden blev der bygget stråtækte, fritliggende gårde og huse. Det ændrede sig med jernbanens komme i 1864, hvilket betød at landbruget trådte i baggrunden og byen udviklede sig til en stationsby, hvor folk både boede og arbejdede. I løbet af 1900-tallet blev Birkerød til en forstad - nu havde en stor del af byens borgere deres arbejde uden for kommunen. 

Det gamle rådhus

Birkerøds første rådhus er fra 1925. Med stigende kommunale opgaver besluttede sognerådet at bygge et selvstændigt rådhus, hidtil havde man klaret sig med to lokaler på Dambakkens skole. Grunden havde kommunen fået af lokale bønder, men det var et tidligere vandingshul, så bygningen skulle funderes ekstra solidt. Den samlede pris løb derfor op i hele 175.000 kr., noget som mange rystede på hovedet af, der var jo kun ansat fire personer i administrationen. Det nye rådhus rummede kontorer i stueetagen, mødesal og udvalgsværelser på 1. sal, og privatbolig for kommunaldirektøren oppe under taget. Administrationen voksede dog hurtigt, og man måtte inddrage boligen til ekstra kontorer. Efter rådhuset nede ved stationen blev indviet i 1980, blev huset anvendt af musikskolen og mødrehjælpen indtil 1990, hvor den blev solgt.

Birkerød Hovedgade 

Gaden har altid været Birkerøds livsnerve, en levende gade i næsten konstant forandring. Butikker skiftede, nye ejendomme kom til og gamle forsvandt. Vejforløbet har imidlertid været stort set det samme gennem det meste af tiden. I dag er hovedgaden en selvstændig gade, men før i tiden var den en del af den lange vejstrækning, som hed sognevejen, der forbandt de fleste af landsbyerne.

Omkring år 1900 havde Birkerød udviklet sig til en stationsby. Handlende, håndværksmestre og andre mindre erhvervsdrivende slog sig ned, og havde både deres virksomhed og bolig på samme matrikel. Fritliggende, ofte stråtækte huse med have omkring. Vejen var en jordvej med grøfter ved siden, og små træbroer, der førte ind til husene. Først i 1921 blev vejen brolagt, men inden da havde den skiftet navn til Hovedgaden. Da var udviklingen med større, tætliggende murstenshuse i fuld gang.

I begyndelsen af 1950erne holdt selvbetjeningsbutikkerne deres indtog, forløberen for de supermarkeder, der bredte sig i sidste del af 1900-tallet. I dag bor ingen af butiksindehaverne eller de ansatte i Hovedgaden, som siden 1975 har været gågade.  

Assistens og Søholm kirkegård

Assistens Kirkegård er fra 1864, som blev anlagt da man manglede plads på Birkerød Kirkegård. Siden kom Søholm Kirkegård til i 1949. De to kirkegårde danner et sammenhængende hele. 

Birkerød Sø

Søen er i dag omkranset af villabebyggelse, stationen og kirkegården, og tjener ikke længere et praktisk formål. Men tidligere var adgang til søvand af vital betydning for omegnens bønder. Det var her de hentede vand, og vandede deres kreaturer. Fiske måtte man imidlertid ikke i tiden omkring Christian d. IV, som også selv beholdt retten til de såkaldte ”herrefisk” – ferskvandsfisk, som blev betragtet som særlig fine, og derfor forbeholdt hoffet. En anden vigtig funktion har været som blegedam. I flere omgange har søen haft eget matrikelnummer og været solgt til blegemænd, som også havde deres ejendomme i nærheden eller direkte ned til søen. Det var især hørlærred, som skulle bleges, da det regnedes for fint jo hvidere ens linned var. Der var ikke det samme behov for at blege det dyre importerede bomuld, som almindelige folk ikke havde råd til. Blegningen fandt sted ved i flere omgange at vaske lærredet og lægge det til blegning og tørring på markerne omkring søen. Sammen med blegevirksomheden blev der også drevet vaskeri ved søen. I tiden omkring 1. verdenskrig ophører blegevirksomheden, og området omkring søen udvikler sig efterhånden til det nuværende villakvarter. Skrivergården, hvor forfatteren Jacob Paludan lejede sig ind i 1940erne, og Georg Jensens hus er blandt bebyggelserne.

Birkerød Station 

Indviet 8. juni 1864 under stor festivitas, da Nordbanen blev åbnet. Placeringen skyldes damplokomotivernes behov for vand og manglende evne til at sætte i gang op ad bakke. Det sidste damptog kørte i 1968, hvor S-togbanen blev forlænget fra Holte til Hillerød.

I midten af 1800-tallet tog turen Hillerød-København med hestetrukken diligence fire timer og kostede mere end en arbejders dagløn. Det var derfor længe ventet, at ”disse radbræknings maskiners sneglegang” blev afløst af et moderne damptog. Nordbanen åbnede den 8. juni 1864 under stor festivitas med et særtog med Kongen og Dronningen og 200 indbudte honoratiores. Der var et persontog morgen og aften og et blandet tog om eftermiddagen.

Nu tog turen fra Birkerød til København kun en time.

Hestkøbgård

Gammel bondegård, som nævnes første gang i 1370. Hovedbygningen er bygget i 1700 tals stil, men er fra begyndelsen af 1900-tallet, mens sidefløjene i bindingsværk er noget ældre. Gården blev drevet som traditionel gård med husdyrbesætning helt frem til begyndelsen af 1960erne. I 1965 købte kommunen ejendommen, og en stor del af jorden blev bebygget. I 1967 rykkede Teknisk Forvaltning ind i hovedbygningen. En tid var der skulpturpark i de nærmeste omgivelser, men den blev siden opgivet. Efter Teknisk Forvaltning flyttede til det nye rådhus fra 1980, er der blevet anlagt golfbane i området, og hovedbygningen fungerer som klubhus for golfklubben.

Bistrup

Oprindelig en selvstændig landsby, med gårde og gartnerier, samt en smed og en købmand. I 1944 kom Birkerøds første kolonihaveområde til. I nyere tid har parcelhuskvarteret bredt sig, og Bistrup er nu vokset sammen med Birkerød. Bistrup kirke er opført i 1962-67 som selvbyggerkirke.

Bistrup Hegn

Før skovforordningen i 1805, som stadig er gældende, var der et sammenhængende skovområde af vekslende kvalitet som gik fra Sjælsø og ned til Furesøen. Efter 1805 opstod Bistrup Hegn som en indhegnet fredskov, hvor bønderne ikke længere kunne have deres svin gående på olden. De måtte heller ikke forsyne sig af de små træer til gærdsel og brændsel. Ideen var at sikre fredskovenes eksistens som veldrevne skove med store træer for al fremtid. Som kompensation fik bønderne overdraget de øvrige skovområder, som de hurtigt fjernede og inddrog til agerland. Siden da har Bistrup Hegn været en lille skov der grænser op til Vaserne i Birkerød, som har haft stor betydning som udflugtsmål for de lokale og tilrejsende.