Spring til indhold

Vild, vildere, Rudersdal

Rudersdal Kommune vil være Danmarks vildeste kommune – nu inviteres du til at være med til at finde og vise den vilde natur i hverdagen.

Rudersdal er rig på natur, men må gerne blive langt vildere med en øget mangfoldighed af arter. Derfor deltager Rudersdal i miljøminister Lea Wermelins konkurrence om at være Danmarks vildeste kommune og vil nu engagere borgerne for at nå dette mål.

Det sker bl.a. på den nye online samarbejdsplatform sammenom.rudersdal.dk, hvor borgere sammen med kommunen kan skabe synlighed om de mange vilde steder, der findes – både på offentlige arealer og i private haver.

Som borger kan man fx på et kort lægge de spændende, vilde steder ind, man kender til, som ikke i forvejen er registreret. På samme måde kan man komme med ideer til vilde initiativer, som kan inspirere andre.

Man kan også bestemme, hvor i kommunen man gerne vil på guided svampetur ved at vælge mellem tre forskellige skove. Desuden er der tilbud om en naturvandring i Maglemosen.

På et senere tidspunkt vil man kunne stemme blandt en række inspirerende webinarer på de tre, man er mest interesseret i.

En lang række projekter er allerede i luften

- Vi har i mange år fokuseret på at styrke den vilde natur og biodiversiteten og har på den baggrund allerede søsat en lang række projekter, fortæller Anja Whittard Dalberg, chef for Teknik og Miljø, Rudersdal Kommune. Nu går vi skridtet videre ved at inddrage borgere og lokale grønne foreninger i arbejdet med at præsentere og fremhæve de mange vilde tiltag, som vi ved eksisterer i Rudersdal.

På rudersdal.dk/vild kan man læse meget mere om de mange aktiviteter - blandt andet helårsgræsning med vilde heste og kvæg, plejemetoder der skal styrke biodiversiteten i skove og parker, afbrænding af græs, nye hjem til sjældne fugle samt vilde vejkanter.

Det kigger dommerpanelet på

I vurderingen af, hvilken kommune der løber med prisen, vil dommerne blandt andet kigge på idérigdom, engagement, størrelse omlagt vild natur og udbredelse af viden til borgerne om den vilde naturs egenskaber.

Dommerpanelet kigger også på, hvor mange projekter og initiativer i Rudersdal, der har fokus på biodiversitet og naturpleje.

Derfor har kommunen brug for borgernes hjælp til at mappe natur og biodiversitetsprojekter - store som små.

Læs mere​