Spring til indhold

Rudersdal Kammersolister på USA-turné

Måske har du hørt Rudersdal Kammersolister spille til Rudersdal Sommerkoncerter eller andre steder i Danmark – nu rykker ensemblet på turné i USA.

Fakta

Rudersdal Kammersolister består af:

  • Violinist Christine Pryn, der har givet koncerter i mere end 30 lande modtaget bl.a. Musikanmelderringens Kunstnerpris den polske Gloria Artis medalje
  • Bratschist Isabelle Bania, der for nyligt debuterede fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium modtog det prestigefulde Sonning Musikstipendium
  • Cellisten John Ehde, der igennem mange år har været en af Skandinaviens førende cellister bl.a. som medlem af LIN Ensemble som solocellist i Helsingborgs Symfoniorkester
  • Pianist Manuel Esperilla, hvis overlegne teknik musikalske indsigt har gjort ham til en af de mest efterspurgte pianister herhjemme, bl.a. som pianist i Athelas Sinfonietta

Det er et mangeårigt samarbejde med den amerikanske komponist Andrew Waggoner, der nu udmunder i en USA-turné for Rudersdal Kammersolister.

“Det er et udvekslingsprojekt mellem Danmark og New York, Waggoner og hans kone har også været her og spille til vores sommerkoncerter. Han har arrangeret tre koncerter for os, hvoraf den ene er i Carnegie Halls kammermusiksal, det er et af de fineste steder i verden, man kan spille,” fortæller Christine Pryn, der spiller violin i ensemblet.

Rudersdal Kammersolister er et af landets mest efterspurgte ensembler og har nyligt fået opsigtsvækkende internationale anmeldelser for deres seneste udgivelse. Ensemblet har to programmer med til staterne med både ny og gammel musik, med hovedvægten lagt på det skandinaviske repertoire.

“Vi glæder os rigtig meget til at komme derover. Vi har vores nye album med, med musik af Poul Ruders, der er en international anerkendt dansk komponist. Han har fået sine værker uropført i udlandet og endda vundet priser, og vi har fået lov at lave første indspilning af nogle af hans kammerværker. Vi har allerede fået gode anmeldelser, også i internationale magasiner, så det er dejligt,” forklarer Christine Pryn.

“Det er jo en stor ære at spille i Carnegie Hall, så jeg synes godt, at vi kan være stolte af, at et lokalt ensemble skal spille derovre,” siger borgmester Ann Sofie Orth, der skal høre ensemblet spille til sommerkoncerterne.

 

Rudersdal Kammersolister spiller

Ambassadører for skandinavisk musik

Rudersdal Kammersolister har eksisteret siden 2017 og er ensemble in residence på Rudersdal Sommerkoncerter. Det er ikke første gang de turnerer, i efteråret spillede ensemblet fx i Sverige, Norge og Tyskland.

“Sådan en turné giver noget på mange fronter, vi øver meget op til det, men vi ser også os selv som, ikke bare ambassadører for Rudersdal, men også for musik, som publikum ellers ikke ville have hørt. Poul Ruders er ret kendt derovre, men mest for orkester- og operamusik, ikke kammermusik,” fortæller Christine Pryn.

Ensemblet spiller også et værk af den svenske, romantiske komponist Amanda Maier-Röngten (1853-1894). Historisk set har kvindelige komponister haft svært at slå igennem, og når de blev gift måtte de oftest indstille karrieren:

“Jeg synes, det er spændende, at lede efter musik, som ikke alle spiller. Klassisk bliver ofte meget Mozart, Beethoven og Bach. Så det er fedt at spille noget, der ikke bliver spillet så meget af andre, så kan publikum opdage det, og man føler, at man er med til at gøre en forskel, at nogen får den opmærksomhed, de fortjener, om det er nulevende eller afdøde. Maier-Röngten kendte i øvrigt også vores lokale komponistfamilie, Hartmann, fra den tid,” siger Christine Pryn.

Oplev koncerten i Mantziussalen

Den første koncert på turnéen er i Carnegie Hall den 1. april, hvorefter kammersolisterne har yderligere en koncert i New York og en i Pennsylvania. Op til afrejsen spiller de noget af programmet herhjemme, herunder i Mantziussalen i Birkerød den 26. februar. Udover turnéen har Christine Pryn travlt med at lægge sidste hånd på programmet til Rudersdal Sommerkoncerter og undervise i Rudersdal Musikskole.