Spring til indhold

Oplev natur og kultur - sammen på afstand

Weekenden trænger sig på, og har du brug for at komme lidt ud, får du her nogle bud på ture og oplevelser, som kan nydes alt efter interesse og temperament. Nyd dem alene eller sammen - på afstand.

Følg til hver en tid myndighedernes anbefalinger om at holde afstand og find et andet sted at nyde naturen, hvis der er for mange samlet.

For den sporty – tag på cykel- eller løbetur

Rudersdal rummer mange gode stier og ruter, der indbyder til korte eller lange cykel- eller løbeture. Hvis du trænger til en god lang tur, vælger du blot RudersdalRutens 42,195 smukke kilometer. 

Vores byruter holder dig tæt til lokalområdet: Vedbækruten, Holteruten, Nærumruten og Birkerødruten. Byruterne er mellem 10-14 km lange og byder på både smuk natur og arkitektur.  Sjælsøstien er bestemt også en dejlig tur. Udforsk mulighederne og vælg en tur, der passer til dig.

Har du bjergbestigertendenser er nyheden Rudersdal Bjerge måske noget. Opdag ni høje punkter i Rudersdal og få mere at vide om den geologiske historie bag landskabet i Rudersdal.

For den historieinteresserede - frisk luft og historiens vingesus

KulturSlangen og de fem mindre ture giver frisk luft og historisk vingesus. KulturSlangen tager dig fra Næsseslottet ved Furesøen til Vedbæk ved Øresund. De fem mindre ture er Vedbækturen, Gl. Holtegårdturen, Næsseslotsturen, Søllerødturen og Maglemosturen.

Parforcejagtlandskabet i Nordsjælland udgør et unikt kulturlandskab, der fortæller om kong Christian den 5.’s enorme magt og hans behov for at demonstrere den ved at kontrollere naturen. En del af Parcejagtlandetskabet ligger i Rudersdal.

’De talende monumenter’ er din mulighed for at kende mere til den lokale historie i Rudersdal. Via din telefon kan du ringe eller scanne en QR kode og opdage historien lokalt. 

For børnefamilierne – jagt skulpturerne!

Når børnene skal med kan I tage på skulpturjagt i Birkerød med barnets eget skulpturpas i hånden, det kan printes hjemmefra. Eller prøv 'Find vej i Danmark', der er en forenklet udgave af orienteringsløb - en slags skattejagt, der bringer dig gennem skoven, parken eller byen på jagt efter poster. For de helt små er der TusindbenRuten.

Naturperler for naturinteresserede

Rudersdal gemmer på en række naturperler; Vaserne, Mølleåen og Maglemosen blot for at nævne nogle få. Bøllemosen i Jægersborghegn er udvalgt til at være et af Danmarks 50 unikke steder, som du måske ikke kender. Besøg Smutturen og opdag Bøllemosen – den er en smuttur værd. Eller hvad med at tage en afstikker til en af de mange søer og strande i Rudersdal?

For den arkitekturinteresserede – tag på arkitektur-tur!

I Rudersdal finder du mange særprægede og smukke bygninger, som kan beundres udefra. Både ny og gammel seværdig arkitektur er strøet over hele kommunen. Rudersdal har også mange flotte historiske bygninger, der kan nydes på en gåtur. 

For den kunstinteresserede

Du kan stadig opleve kunst selvom meget er lukket.  Gå ud og se på skulpturer eller oplev kunsten digitalt.

 

Hjælp med at stoppe smittekæden

Det gælder liv og død, når vi skal stoppe coronavirussen i at sprede sig. Man kan nemlig smitte andre uden at vide det. Derfor - husk at holde afstand til andre, også selvom du selv føler dig rask og/eller er ung og frisk.

Brug meget gerne de mange grønne områder i vores smukke kommune – men vær højest 10 sammen, vis hensyn og hold afstand til hinanden!