Spring til indhold

Kom til afsløring af monument for jødernes flugt til Sverige i oktober '43

Søndag den 29. oktober kl. 13 afsløres et nyt monument for jødernes flugt til Sverige på Nordstranden ved Vedbæk Havn. Alle er velkomne.

Søndag den 29. oktober kl. 13.00-14.30 markerer Rudersdal Kommune 80-året for jødernes flugt til Sverige i oktober 1943. 

Flugten over Øresund

Natten mellem den 1. og den 2. oktober 1943 gennemførte den tyske besættelsesmagt aktionen mod de danske jøder. Holocaust var kommet til Danmark. I ugerne der fulgte flygtede tusindvis af jøder til det neutrale Sverige, hvor de blev indtil krigens afslutning. Et af de steder, hvor jøderne flygtede fra, var fra Vedbæk.

Læs mere: 

Flugten over Øresund

Arrangementet foregår på Nordstranden ved Vedbæk Havn, Vedbæk Strandvej. Alle er velkomne. 

Ang. parkering: der er ca. 70 p-pladser ved Vedbæk havn samt p-pladser ved Hotel Marina (betalingsparkering).

Program:

  • Velkomst ved borgmester i Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth
  • Kunstner Joseph Salamon fortæller om sit værk, monumentet 'Flygtningene'
  • Skæbneberetning v. forhenværende ambassadør Ole Philipson, 92-år, som flygtede til Sverige og bor i Vedbæk
  • Oplæsning af digt af en ung ukrainer med temaet ”At være på flugt”
  • Organist i Birkerød Kirke Mimmi Birkelund med familie vil fremføre et stykke klezmermusik
  • Niels Friis-Hansen og Christoffer Buster Reinhardt fortæller med udgangspunkt i artiklen ’Flugten over Øresund - Jødernes flugt fra Vedbæk og Skodsborg i efteråret 1943’
  • Afsløring af kunstner Joseph Salamons værk 'Flygtningene'

Begivenhed på Facebook​

Lyt til skæbnefortællinger

Lyt til en serie af gribende skæbnefortællinger, som bygger på Kamma Melchiors, Flemming Cohns og Herbert Marcus' egne erindringer om de dramatiske dage i oktober 1943 og deres egen flugt. Fortællingerne er blevet til gennem en række personlige interviews.

Kamma Melchior ​flygtede fra Vedbæk med tre af deres fem børn. Det ene barn måtte blive tilbage, da han var ’svagelig’.

Herbert Marcus​, ung jødisk ingeniør og roer i Danske Studenters klub. Kom over i september og flygtede sammen med Arne Jacobsen og hans forlovede (og senere hustru) Jonna Møller samt Poul Henningsen og hans hustru Inger Henningsen. De var fem mennesker i en lille robåd og roede ikke kun til Hven, men hele vejen til Landskrona.

Flemming Cohn​ var ni år i oktober. 1943. Hans familie havde været landliggere i Vedbæk og flygtede fra Vedbæk Havn.

Lyt også til beretningen om havnefoged Knud Andersen, som fortæller om dem, som hjalp til flugten.

Læs mere om flugten og find alle fortællingerne samlet her:

Skæbnefortællinger, oktober '43​

Bænk Vedbæk Strand_skæbnefortællinger
Joseph Salamon

Joseph Salamon er kunstneren bag monumentet 'Flygtningene'

Joseph Salamon er født i 1932 i Transsylvanien i en jødisk familie og voksede op i Rumæniens hovedstad Bukarest.

Under 2. verdenskrig fik han og hans familie nazisternes jødeforfølgelser helt tæt ind på livet, men det lykkedes hele familien at emigrere til Israel i 1947. Joseph Salamons kunstneriske uddannelse førte ham til steder såsom Bukarest, Israel, Italien og Danmark – og siden 1960 har han boet og arbejdet i Rudersdal.  

Joseph Salamon er valgt som kunstner, da han er en unik kombination af at være både kunstner med internationalt format, bosiddende i Rudersdal og førstehåndsvidne, der selv har oplevet jødeforfølgelserne under 2. verdenskrig. Dertil kommer, at han også har værker i Yad Vashem og på Carolineskolen.

Joseph Salamon blev valgt til årets kunstner i Rudersdal i 2012.