Spring til indhold

Dagens historie

Alle afdelinger af Rudersdal Museer lukket pt. Der er dog masser af muligheder for kulturelle og historiske oplevelser udenfor - eller hjemmefra. Lær om lokalhistorien ved at læse med her - eller besøg mindesten og monumenter i Rudersdal Kommune. I dag handler 'Dagens historie' om da offentligt ansatte kunne slippe for at betale skat.

Rudersdal Museer holder lukket – men du kan stadig læse dagens historie, få inspiration til ture i kommunen og læse historier fra museets udstillinger. De dygtige museums folk formidler løbende 'Dagens historie'.

Matthias Moth i Højesteret

Matthias Moth

Mens Rudersdal Museer er lukket, holder vi en lille del af udstillingen åben ved at bringe nogle af de gode historier her.

I 1690’erne var Gehejmeråd Matthias Moth én af landets mest indflydelsesrige og velhavende mænd. Han ejede et stort palæ på Slotsholmen tæt på Københavns slot og i Søllerød ejede han udover sit landsted Mothsgården også kirken og den megen jord, der hørte til den – herunder også Søllerød Kirkeskov.
Men noget tyder på, at Moth bare 10 år tidligere havde svært ved at få det til at hænge sammen økonomisk – eller også var han bare ikke så meget for at betale skat. Der findes flere ansøgninger om fritagelse af skattebetaling fra højtstående embedsfolk i perioden. F.eks. ansøgte Moth og fem andre kollegaer, heriblandt Moths senere nabo i Søllerød Thomas von Jessen, i 1681 om fritagelse for at betale Prinsessestyr (en skat der går til en prinsesses medgift og udstyr). De bad om fritagelsen: ”Udi Henseende til vores idelig og fast daglige Opvartening udi Eders Kongl. Majestæts Forretninger, og derfor liden tillagte Løn, hvoraf ingen af os kan subsistére”. Kongen gav efter, forudsat at det ikke blev en fast ordning. Men det var langt fra hverken den første eller sidste ansøgning om skattefritagelse fra Moth og hans kollegaer.
Senere sad den gamle Moth tungt på sin formue og sine besiddelser. Og han var ikke bleg for at retsforfølge sine naboer i Søllerød, hvis de skulle formaste sig til at snige sig ind i hans skov og hente brænde.

Som illustration viser vi det eneste kendte billede af Matthias Moth.

Følg Rudersdal Museer på Facebook, og få nye historie om Rudersdals historie eller inspiration til gå- eller cykelture til historiske steder og monumenter i det fri.