Vedbækturen - 4,5 km

Vedbæk var i slutningen af 1700-tallet et lille fiskerleje med bare 6 gårdmænd og 9 husmænd. Nogle få af disse var samtidig sæsonfiskere, der ernærede sig ved kystfiskeri. I en af gårdene var der også kro. Fiskerlejet var koncentreret omkring Trørødvej. Strandvejen var en dårligt vedligeholdt jordvej, og om vinteren, når Strandvejen var godt mudret til, var Vedbæk et isoleret område.

I midten af 1800-tallet opgøres antallet af fiskerfamilier til 5, men på dette tidspunkt kommer der nye fiskere til fra Skåne og fra Hven, og fiskerfamiliernes antal øges fra 5 til omkring 20.

I 1819 begyndte passagertrafik med skib langs kysten. Det er Danmarks første hjuldamper ”S/S Caledonia”, som egentlig var bygget til ruten København – Kiel, der bliver indsat på ruten. For sin tid var det en helt moderne hjuldamper, som tilmed som det første dampskib i verden kunne sejle baglæns. 

Fra 1842 er der regelmæssig trafik med ”S/S Hamlet”, der besejler ruten København - Helsingør. I 1874 overtager Det forenede Dampskibsselskab ruten med afgange hver time. Det betyder noget for befolkningstallet. 

Vedbæk vokser i slutningen af 1800-tallet. Det bliver et populært sted at opholde sig om sommeren, og sommerferie og landliggerliv ved vandet bliver moderne. Først lejer sommergæsterne sig ind hos fiskerne, senere bygger de egne sommervillaer. Med sommergæsterne vokser byen, og der bliver behov for flere håndværkere, som bliver fastboende. 

Vedbæk Havn bliver først anlagt i årene 1917-1919. Indtil da blev fiskerkutterne trukket op på stranden, og Vedbæks fiskere var ikke særligt interesserede i, at havnen blev anlagt. Vedbæk Havn bliver da også anlagt først og fremmest som en lysbådehavn, som bliver bygget for områdets sommergæster, landsteds- og villaejere. En stor del af anlægssummen bliver indsamlet blandt private. At Vedbæk alligevel bliver betegnet som et fiskerleje, har nok mest at gøre med, at fiskeriet mere end noget andet erhverv har sat sit præg på landsbyen, med stejleplads, fiskerbåde på stranden og de mange fiskenet, der hang til tørre på stejlepladsen, samt lugten af hav og fisk, som altid har sat sit præg på området.

Over kilden i den nordlige del af haven til Enrum lod Conrad Alexander Fabritius de Tengnagel i 1786 opstille et monument. Anledningen var, at den svenske konge Carl XII i år 1700 opholdt sig i området. Inskriptionen lyder:

 Carl XII Mayestæt Hentede selv vand fra denne kilden, medens han fra den 28. august til den 4. september 1700 indskibede sin krigshær i Vedbæk. Bonden Lars Pedersen, som eiede Kilden og hver Dag talede med denne Monark, underrettede Eenroms daværende Eier Fabritius de Tengnagel herom, og denne sidste, som har istandsat og prydet den, har villet bringe dette i Efterretning her MDCCLXXXVI ved at kalde den Carls Kilde

Det første Enrum blev bygget i 1731 af Christian VI’s betroede kammertjener Georg Christian Jacobi, som får fæstebrev på ”et huus og en liden jord” af kongehuset. Han river huset ned og bygger et mindre landhus, og anlægger en smuk have i tidens barokstil med terrasser med symmetriske parterreanlæg, som bliver kendt for sit ejendommelige ekko. 

Senere i 1776 overtager storkøbmanden Conrad Alexander Fabritius de Tengnagel Enrum, og med ham oplever stedet sin glansperiode. 

Hovedbygningen var allerede i 1771 blevet ombygget og udvidet til to stokværk.  Han river det ned og opfører et nyt Enrum og lader haven omlægge til en storslået romantisk landskabshave i engelsk stil. 

Conrad Alexander Fabritius de Tengnagel dør i 1805, og stedet bliver overtaget af Christian Colbiørnsen. Lensgreve Danneskiold-Samsøe fra Gisselfeld køber det i 1845, river huset ned og opfører det nuværende Enrum. Lensgreven opholdt sig på Enrum hver sommer, hvor også kongefamilien og den russiske zarfamilie var gæster.

Rolighed blev opført i 1794 som en stor villa i træ, importeret stykke for stykke fra Norge, til den norske embedsmand Carsten Anker. Han ejede også Eidsvoll i Trondhjem, og det var her på Eidsvoll på et møde den 16. februar 1814, at beslutningen om at erklære Norge selvstændigt blev taget. 
Carsten Anker døde i 1824, og i 1855 blev Rolighed solgt til Ludvig Grøn, som havde det første stormagasin i København ”Det grønske Handelshus”. 

Rolighed forbliver i familien Grøns ejerskab frem til 1958, hvor man lever det gode liv på Øresundskysten. 

Den nuværende bygning stammer fra 1930, og er i dag ejet af A. P. Møller – Mærsk A/S, der bruger stedet som kursuscenter.

Familiens Grøns tilknytning til området fremstår klart i 1882, da Ludvig Grøn lader opføre et stort mausoleum, som i det ydre har form af en gravhøj. 

Vedbæk kirke havde på daværende tidspunkt ikke nogen kirkegård. De ældre generationer af familien er gravlagt i store sarkofager i egetræ inde i mausoleet.

Siden Søllerød kirke blev bygget i 1180’erne, havde beboerne på Øresundskysten måttet tage den lange, besværlige vej til Søllerød hver søndag for at gå i kirke. Efterhånden som befolkningen i Vedbæk voksede op gennem 1800-tallet blev det uholdbart, og der udfoldede sig en del bestræbelser blandt borgere i Vedbæk og pastor Wedel i Søllerød for at få bygget en kirke i Vedbæk. 

Skibsreder mv. Eduard Julius Hvidt på Bakkehuset tilbød at bekoste byggeriet af selve kirken, spørgsmålet var bare hvor. Det lykkes til sidst at finde et egnet sted, da Danneskiold-Samsøe afstod et stykke af Enrums park kvit og frit, dog med den betingelse, at der ikke måtte bygges en kirkegård ved kirken.

Vedbæk Kirke blev bygget som kapel i 1870-1871, tegnet af arkitekt Vilhelm Tvede. Kapellet blev indviet 4. juni 1871. Kirken fungerede først som annekskirke til Søllerød Kirke, men efter at Søllerød Sogn blev delt i to kirkesogne i 1923 - Søllerød Sogn og Vedbæk Sogn - blev Vedbæk kirke sognekirke. 

I 1925 blev kirkegården anlagt.

Før Kystbanen anlagdes, gik jernbanetrafikken mellem København og Helsingør ad Nordbanen via Hillerød. I 1890 fremsatte den daværende indenrigsminister H.P. Ingerslev et lovforslag om en statsbane mellem Klampenborg og Helsingør, men der skulle gå fire år med diskussioner og forhandlinger mellem Krigsministeriet og forstvæsenet, inden landmålerne i september 1894 kunne afslutte udstikningen, og selve anlægsarbejdet kunne påbegyndes.

Kystbanen blev taget i brug i 1897.

I 1894 vedtog Folketinget en stor privatbanelov, som også inkluderede en jernbane fra Lyngby til Vedbæk. Efter mange indledende vanskeligheder tog man fat på arbejdet i foråret 1899, og fra den 25. august 1900 fungerede den ordinære drift. Desværre var det svært at få økonomien i banen til at hænge sammen, og fra 1917 kørte banen med tilskud fra kommunerne indtil 1921, hvor de ikke længere ville dække underskuddet, og persontrafikken fra Nærum til Vedbæk blev indstillet.

Godstrafikken fortsatte indtil foråret 1923, hvor skinnerne blev fjernet, og grisestien blev anlagt mellem Nærum og Vedbæk.

Kystbanen fik stor betydning for Vedbæks udvikling til stationsby, men lokalbanen fik aldrig den store betydning for Vedbæk.

Den 29. juni 1785 fejrede man på Enrum husets frue Deborahs fødselsdag med en storslået fest. Ved samme lejlighed afslørede man Venskabsmonumentet til ære for husets ven og kompagnon Caspar Wilhelm Wever på Frydenlund.

Søjlen er i granit og vasen i blå marmor er udført i Italien. Den latinske tekst lyder i dansk oversættelse: Dette venskabsmonument – Casp Wilh Wewer – til evig tid – rejst af – C.A.F.T. - MDCCLXXXIV (1784).

Monumentet er placeret præcis på aksen mellem Enrum og Frydenlund.

I 1811 erhvervede storkøbmanden og skibsrederen Lauritz Nicolaj Hvidt stedet, der da hed bakkegården og var et ganske beskedent sted. Det blev efterhånden tilbygget og ombygget til et ret stort sted, hvor familien tilbragte somrene og med tiden fik en stærk tilknytning til Vedbæk.

Stedet forblev i Hvidt slægtens eje i tre generationer indtil 1915, hvor det blev købt af vekselerer Johan Levin. Til Hvidt slægtens store skuffelse rev Levin straks det hus ned som de havde haft så stærk tilknytning til. Levin var en handlekraftig mand, og allerede den 21. november 1915, kun godt en måned efter overtagelsen af ejendommen, blev grundstenen til det nuværende bakkehus lagt under stor festivitas.

Arkitekt på byggeriet var Carl Brummer, mens havearkitekten Erstad-Jørgensen forestod indretningen af parken. Her levede familien Levin et rigmandsliv med store fester for en imponerende kreds af venner, forfattere, kunstnere og andre kendte.

Det hele varede til 1922, hvor Levins firma måtte træde i likvidation pga. Landmandsbankens krak. Lidt efter lidt blev hele inventaret solgt på tvangsauktioner, og i 1924 blev selve huset solgt.

Efter 1924 har huset haft flere forskellige ejere frem til 1980, hvor Søllerød Kommune købte ejendommen. Siden 1982 har det fungeret som aktivitetscenter.