Hop til hovedindhold
Nyhed

Rudersdal Museer bringer julen ud

Borgere på en række af Rudersdal Kommunes pleje- og dagcentre får i december bragt et historisk stykke julestemning ud ? direkte leveret af Rudersdal Museer.

Museet Mothsgården ved Rudersdal Museer byder igen i år velkommen til årets hjertevarme julestuer med juleborde dækket af lokale ildsjæle, den ikoniske fortælling om Peters Jul og fotoudstillingen ?Hjemme hos?. Da det ikke er alle, der har mulighed for at besøge Mothsgården, har museet besluttet at rykke ud til plejecentre og dagcentre og dele den historiske julestemning.

?Vi har i år startet vores forsøg op med at sætte ?hjul på julen?, hvor Rudersdal Museer tager på besøg på plejecentre og dagcentre for at bringe julen ud fra Mothsgården til dem, som måske ikke så nemt kan komme til os og de populære julestuer? udtaler museumschef Vivi Lena Andersen.

Første besøg er fredag den 6. december på Dagcentret Rønnebærhus kl. 10.30. 

Den 10. december bringer museet julen ud til Dagscenter Sjælsø kl. 13.15.

Den 19. december kl. 10 er det Plejecenter Birkerødpark,  og fredag den 20. december kl. 10.45 er det Plejecenter Frydenholm.

Peters Jul, julesange og kreativ hygge

Besøget starter med oplæsning af Peters Jul, som er rammen om julestuerne på Mothsgården. Derefter er der fremvisning og samtale om de historiske fotos fra arkivet, som lige nu har udstillet på Mothsgården i udstillingen ?Hjemme hos?. Afslutningsvis synges der et par julesange sammen.

Når museets juleudbringere tager afsted igen, efterlader de en lille hilsen i form af en kreativ aktivitet, som deltagerne kan hygge videre med eller tage med sig.

Ensomme ældre inviteres til hjertevarm december

Udover at bringe julen ud, inviterer museet også ældre mennesker som sidder alene til gratis at besøge årets juleudstilling på Mothsgården hver tirsdag og torsdag i december frem til jul. Her er der mulighed for at læse lokalhistoriske bøger og nyde en kop gratis kaffe og få en god snak i Mothsgårdens hyggelige julestuer; en invitation til en hjertevarm december.

I årets juleudstilling kan man bl.a. oplev fire smukt opdækket juleborde fortolket af sanger Hilda Heick, sanger og sangskriver Mathilde Falch, borgmester for Rudersdal Kommune Ann Sofie Orth og julepyntsdesigner og formand for Birkerød Torvedage Ida Trads. Der er borde for familien, fra barndommen, for de ensomme og for alle de stemningsfulde øjeblikke, som tilsammen udgør oplevelsen af jul. Og netop Mathilde Falchs julebord handler om det at sidde alene ? hvorfor det kun er dækket op til én. Som Mathilde Falch skriver om sit bord: ?med dette bord sender vi en kærlig hilsen til de af os, der sidder alene eller føler os alene. Mit julebord husker os på, at vi alle har en plads ved bordet?.

Læs mere om Hjertevarm december og Jul på Mothsgården på museets hjemmeside:

Hjertevarm december 

Jul på Mothsgården