Spring til indhold

Vinterferiesjov på Rudersdal Museer

Der er masser af aktiviteter på både Vedbækfundene og Mothsgården i vinterferien – for børn og andre nysgerrige sjæle.

Det kan du opleve på Mothsgården

På Mothsgården ved gadekæret i Søllerød kan du se Rudersdal Museers udstillinger for nyere tid. Mothsgården har skiftende udstillinger, som belyser Rudersdal Kommunes historie i både lokalt og internationalt perspektiv. I vinterferien kan du opleve følgende aktiviteter:

Da Valdemar den Store var lille

I vinterferien kan du se udstillingen: 'Da Valdemar den Store var lille'. Udstillingen henvender sig især til børn i førskolealderen, og gennem de flotte, søde tegninger føres børnene igennem en historie om venskab og mod sammen med den lille Valdemar og hans hund, Saxo. Valdemars eventyr byder på sjove og hyggelige aktiviteter, og man kan også prøve en rigtig ringbrynje!

Bliv ridder og mød lille Valdemar

På Mothsgården kan du blive slået til ridder efter at have gennemført turneringsbanen på hest, vist din ridderlighed og lavet dit eget våbenskjold.

Turnering

På turneringsbanen skal du ride på kæphest og med sværdet slå kuglerne af keglerne i en givet rækkefølge. Turneringen finder sted hver hele time fra kl. 11 til kl. 15.

Lav dit eget skjold

Inden du kan blive ridder, skal du have et våbenskjold. Du skal vælge symboler og farve, som du synes passer godt til dig og den ridder, du gerne vil være. I prisen indgår et skjold og en drikkevare, som du får i museumsbutikken, og i krearummet er der materialer til rådighed til at dekorere dit skjold.

Midddelalderlege

I middelalderen havde ridderne og deres væbnere nogle lege, som skulle opøve styrke og smidighed. Dem kan du også lege på Mothsgården i hele ugen, vi har materialer til rådighed, og vi forklarer hvad det går ud på. Vi har også et infoblad med en beskrivelse af legene, som du kan få med.

 

Det kan du opleve på Vedbækfundene

I udstillingerne på Vedbækfundene kan du se 7000 år gamle grave fra det jægerfolk, der boede i Vedbæk i den sidste del af jægerstenalderen. Gå en tur gennem museets urskov og kom helt tæt på dyrelivet for 7000 år siden. I vinterferien er der følgende særlige aktiviteter:

lokale klimaforandringer

Engang levede der isbjørne i Jylland, antiloper på Fyn, elge i Gentofte og både sumpskildpadder og pelikaner i Vedbæk. Stenalderjægerne i Vedbæk levede for 7.000 år siden i det varmeste klima, der er målt siden sidste istid. Kom til vinterferieaktiviteter på Vedbækfundene og bliv klogere på, hvordan klimaet og dyrelivet i Danmark har forandret sig gennem tiden.

Info

Vinterferieaktiviteter på Vedbækfundene alle dage: lørdag d. 12. februar – søndag d. 20. februar, også mandag.

Åbningstider: Mandag-fredag kl.12-16, lørdag og søndag kl. 12-17.

Vinterferieaktiviteter på Mothsgården er åbne fra den 12. til den 20. februar kl. 11-16

Pris aktiviteter: Mothsgården 60 kr., Vedbækfundene 40 kr., begge museer 80 kr.

Den samlede billet til begge museer gælder hele ugen til ét besøg hvert sted.

Tag temperaturen fortidens klima og de fortidige menneskers mad

Lav dit eget historiske klimatermometer. Brug dyrene til at blive klogere på, hvordan klimaet og menneskers kost har forandret sig gennem tiden. Gå en tur gennem Vedbækfundenes udstilling og find de forhistoriske og de dyr, som stadig lever. Find ud af hvilke dyr, der kan lide, at det er koldt, og hvilke dyr, der kan lide, at det er varmt. Der er opgaver til både store og helt små.  

Nak et vildsvin og lav en sumpskildpadde

På gårdspladsen udenfor Vedbækfundene kan du skyde et vildsvin, som levede i den varmeste periode for 7.000 år siden. Slut dit besøg af med at lave din helt egen sumpskildpadde af ler og valnøddeskaller. 

I aktivitetsbilletten indgår også en juicebrik eller kakaomælk

Familieomvisning

Kom til familieomvisning onsdag den 16. februar kl. 10.30 på Vedbækfundene. Hør alle historierne om stenalderjægerne i Vedbæk. Der er begrænset deltagerantal til omvisningen.

Køb din billet på her​

Pris: Voksne 60 kr., børn under 18 år gratis