Spring til indhold

Sommerkoncerter i Rudersdal

Kvindelige komponister, nyt album og romantiske guldfund.

Den 7. august åbner Rudersdal Sommerkoncerter for 13. gang med 10 koncerter i smukke omgivelser nord for København. Musikere fra 10 forskellige land spiller de kendte klassikere i selskab med ny musik, kvindelige komponister og sjældent hørte romantiske værker. 

"Publikum skal møde både den musik, de holder af, og blive overrasket og udfordret," fortæller festivalens leder, violinisten Christine Pryn.

Sammen med sin otte mand store bestyrelse, der består af både folk fra musikbranchen og lokale ildsjæle, lægger hun programmet, som kommer ud i alle hjørner af den klassiske musik. Og publikum kan lide det. Flere af koncerterne er allerede tæt på at være udsolgt. 

Åbningskoncert med CD-release

Ved åbningskoncerten d. 7. august på Næsseslottet kan man opleve festivalensemblet Rudersdal Kammersolister i Dvoraks 1. klaverkvartet og dansk musik af Carl Nielsen samt Poul Ruders, der er årets danske festivalkomponist. Ensemblet har netop udgivet en world premiere recording af hans kammermusik, og albummet præsenteres ved koncerten, hvor man kan få det signeret.

"Albummet er en milepæl for ensemblet og festivalen," fortæller Christine Pryn, der selv medvirker på violin.
Cellisten John Ehde supplerer:  "Vi har haft et tæt samarbejder med Poul Ruders og er kommet helt ind under huden på hans musik, der har kvalitet til at blive fremtidens klassiker. Det er sjovt at forestille sig, at man måske vil lytte til vores indspilning om 300 år."

De øvrige musikere er bratschist Isabelle Bania og pianist Manuel Esperilla.

Romantiske guldfund

Alle kender Brahms, Schumann og Dvorak, men hvem er Nowakowski, Maier-Röntgen og Noskowski? Rudersdal Sommerkoncerter præsenterer nogle af de musikalske guldskatte fra romantikken, som man kun sjældent får mulighed for at høre.

Den 9. august giver Warsaw String Ensemble og det unge violintalent Marta Gebska koncert i Vedbæk Kirke med musik af deres landsmand, Józef Nowakowski, (1800-1865). Han var en nær ven af Chopin og ligeledes en stor klavervirtuos.
De spiller også Poul Ruders' 3. strygekvartet og hylder nabolandet Ukraine med "Shchedryk" af den ukrainske komponist Mykola Leontovych (1877-1921) - et nummer, som englænderne har taget til sig og bruger som julesang under titlen "Carol of the Bells".

Efter århundreder i glemmebogen får musik af kvindelige komponister stigende opmærksomhed i disse år. Det er også et fokuspunkt for DR P2, der transmitterer koncerten med Rudersdal Kammersolister i Gl. Holte Kirke d. 11. august.

"Det er spændende at dykke ned i kvindernes musikhistorie", fortæller Christine Pryn. "I romantikken havde de svære kår, og flere af dem har kun skrevet mindre sange og klaverstykker. Dem kunne de selv spille i hjemmet, mens de ikke havde mange chancer for at få opført større værker."

Den svenske violinist og komponist Amanda Maier-Röntgen (1853-1894) var dog meget succesfuld, indtil ægteskabet med komponisten Julius Röntgen efter datidens skik og brug satte en stopper for hendes optrædener. Men hun fortsatte med at komponere, og Rudersdal Kammersolister spiller hendes klavertrio, der er stilmæssigt beslægtet med Schumann.

I nyere tid har især Østeuropa gået foran med flere anerkendte kvindelige komponister. Som barnebarn af den ukrainsk-jødiske komponist Zara Levina, er Katia Tchemberdji et godt eksempel. Hun er årets udenlandske festivalkomponist og har skrevet en klaverkvartet, som Rudersdal Kammersolister uropfører ved koncerten, der også byder på musik af Grieg og den polske senromantiker Zygmund Noskowski.

Billetter sælges via Ticketmaster eller ved indgangen. 
Se mere på www.rudersdalsommerkoncerter.dk