Spring til indhold

Smag på Rudersdal

Det er ved at være høsttid og derfor inviterer Mothsgården til Høstmarked med boder, salg og smagsprøver fra lokale producenter den 11. september kl. 11.00-16.00.

Med Mothsgårdens høstmarked forenes historie og lokale lækkerier fra Rudersdal, når Rudersdal Museer inviterer til 'Smag på Rudersdal'. Kom og nyd produkter fra blandt andet Frydenlund Slot, Birkerød Bryghus, Holte Vinlager, Furesødal Vin og Moth’s Finest øl, snaps og honning. Gør et kup blandt nye og gamle lokalhistoriske bøger og gå på opdagelse i de fine produkter fra Mothsgårdens egen butik.

Denne dag vil der være gratis rundvisning i både Mothsgårdens permanente lokalhistoriske samling og i den aktuelle udstilling om Valdemar, Absalon og bondepigen fra Nærum.

Historisk baggrund

Historisk set har Rudersdalegnen længe været til tilflugtssted for folk, der ville ud af den fyldte hovedstad til områdets smukke natur. Fra 1600-tallets lystgårde over 1800-tallets landliggere til 1900-tallets villaejere er de alle kommet hertil for at nyde det gode liv og hvad områdets skove, strande og det bakkede landskab havde at byde på.

Mothsgården er Danmarks ældste, bevarede landsted og har derfor aldrig fungeret som landbrug. Men fra de tidligste optegnelser ved vi, at gården tidligere har været velforsynet med bl.a. frugtplantager og urtehaver, og derfor har kunne bidrage med mange lokale lækkerier.

Museum Mothsgården har skiftende udstillinger, som belyser Rudersdal Kommunes historie i både lokalt og internationalt perspektiv. Selve Mothsgården var i slutningen af 1600-tallet lystejendom for gehejmeråd og sprogforsker Matthias Moth, som også var ophavsmanden bag Danmarks første ordbog.

Tid og sted

'Smag på Rudersdal' afholdes søndag den 11. sept. 11.00-16.00 på Mothsgården, som ligger i hjertet af det smukke Søllerød lige ved Søllerød Kro.

I tilfælde af dårligt vejr aflyses arrangementet. I så fald vil der blive informeret om dette på Rudersdal Museers Facebook.

Fri entré

Vil du have en bod?

Lokale producenter af fødevarer, drikke og kunsthåndværk, som kunne tænke sig at få en bod ved Mothsgårdens Høstmarked kan kontakte Ida Katrine Trads på idtr@rudersdal.dk.