Spring til indhold

Rudersdal Kommune fejrer frivilligheden med priser

Årets prismodtagere er fundet. Modtageren af Kulturprisen afsløres allerede nu, men Talentprisen, Frivilligprisen og Ungdomslederprisen afsløres ved Frivilligfesten.

Frivilligheden fejres igen i år i Rudersdal Kommune ved en stor fest den 30. september kl. 17.45 – 21.00 på Kulturcenter Mariehøj. Er du frivillig i en forening eller på egen hånd, vil vi gerne invitere dig til Frivilligfesten.

Til Frivilligfesten vil der være musik, mad og uddeling af årets Frivilligpris, Talentpris, Ungdomslederpris og Kulturpris ved borgmester Ann Sofie Orth.

Overrækkelse af priser inden for kultur- og fritidslivet

Modtagerne af de fire priser er fundet. Modtageren af Kulturprisen kan afsløres allerede nu, men de resterende priser afsløres først for offentligheden ved Frivilligfesten.

Kulturprisen tildeles en person, som har ydet en helt særlig kulturel indsats og bidraget til et rigt, kvalitativt og alsidigt kulturliv i kommunen. Årets modtager af Kulturprisen er kendt af mange: Jack Otto Kristensen.

Jack gør et stort stykke frivilligt arbejde som formand for Rudersdal Kulturparaply. Derudover står han i spidsen for Birkerød Kulturnat og er engageret i bestyrelsen i Ny Musik. Jack har også været med til at skabe Birkerød Torvedage, hvor han stadig sidder i bestyrelsen. Begrundelsen for at Jack modtager Kulturprisen er, at han er en inspirerende ildsjæl, der formår at engagere og inkludere bredt.

Spændingen stiger

Modtagerne af Frivilligprisen, Talentprisen samt Ungdomslederprisen afsløres ikke endnu.

Med Frivilligprisen, som blev indstiftet i 2015, ønsker Rudersdal Kommune at hædre en helt ekstraordinær frivillig indsats. Årets modtager af Frivilligprisen arbejder utrætteligt som gruppeleder og daglig alt-mulig-mand. Mange kan ikke forstille sig, hvordan denne lokale spejdergruppe ville kunne fungere uden årets prismodtager.  

Ungdomslederprisen uddeles til en frivillig ungdomsleder, som har ydet en særlig ledelsesmæssig indsats i Rudersdal Kommune inden for det organiserede forenings- og kulturliv. Årets ungdomsleder er med til skabe et tilbagevendende festligt og socialt samlingspunkt for musikinteresserede i Birkerød med masser af lyd – og han er et forbillede for nye ungdomsledere.

Talentprisen uddeles som en anerkendelse af og opmuntring til en ung Rudersdalborger på max. 18 år. Årets talent er en Kæmper og et talent, der har alt det, der skal til for at gøre sig gældende på verdensplan i netop hendes sportsgren. Med disciplin, dedikation og et særligt talent gjorde hun sig hurtigt bemærket hos trænerne, der godt er klar over, at hun er noget helt unikt.

Vil du finde ud af, hvem der gemmer sig bag årets modtagere af Frivilligprisen, Talentprisen og Ungdomslederprisen kan du allerede nu booke din billet til Frivilligfesten, hvor det hele afsløres.

Festen er tænkt som en anerkendelse og tak samt en netværksmulighed for de mange frivillige, der gør et stort stykke arbejde i kommunen. Derudover vil der ved dette års fest være musikalsk underholdning af trubaduren MC Hansen, der tidligere blandt andet har optrådt ved March mod ensomhed og Plus1-koncerter i Rudersdal Kommune.

Billetter er gratis og kan bestilles her:

Book din billet

Lidt om Frivillig Fredag

Frivilligfesten er en del af fejringen af Frivillig Fredag, der altid falder den sidste fredag i september. Frivillig Fredag er hele Danmarks festdag for frivillighed og årets tema er Fælles Fremtid Lokalt, hvor der sættes fokus på lokale fællesskaber.