Spring til indhold

Nyt koncertformat på MantziusLive skal bekæmpe ensomhed og skabe nye fællesskaber

Fra september danner MantziusLive ramme om én eftermiddagskoncert om måneden, hvor musikalske oplevelser og hyggeligt samvær er i centrum. Projektet PLUS1 søsættes i 12 danske byer, hvor en række spillesteder, foreninger og ‘Ud Med Kulturen’ samarbejder om i alt 120 koncerter fra september til maj.

Den seneste tids nedlukninger har for manges vedkommende ført til en ensom dagligdag uden sociale aktiviteter. Men det er langt fra alle, der har arbejdspladser, fritidsaktiviteter og studiefællesskaber at komme tilbage til, når hverdagen vender tilbage.
 
Derfor introducerer MantziusLive nu en række månedlige eftermiddagskoncerter, der skal skabe samvær og fælles minder. Projektet hedder PLUS1 og konceptet er simpelt. For hver købt billet, følger der en gratis billet med, som gør det muligt at glæde et andet menneske med en koncertinvitation og at række ud til de, der kæmper med ensomhed eller mangler nye fællesskaber og oplevelser. Første PLUS1-koncert er den 23. september.

Koncerten som social begivenhed

PLUS1-koncerterne taler ind i MantziusLives fokus på at bruge musikken mod ensomhed, ved at give borgere, der har udfordringer med sundhed og ensomhed, endnu bedre rammer for at gøre brug af kommunens mange tilbud inden for kunst, kultur og natur.
 
PLUS1 er et samarbejde mellem 12 lokale spillesteder, en række lokale foreninger og ‘Ud Med Kulturen’. Til PLUS1-koncerterne er det ikke blot selve koncerten, der er i fokus, men også alt det, der leder op til en koncert, og de indtryk, den efterlader.
 
“Vi fokuserer meget på alt dét der sker før, under og efter en koncert, som kan styrke den mellemmenneskelige relation. Invitationen, glæden, oplevelsen, hyggen og den samtale efter koncerten, som sætter tankerne i gang,“ fortæller Jens Jepsen & MC Hansen, der står bag Ud Med Kulturen.
 
Til PLUS1-koncerterne bidrager MantziusLive med de professionelle rammer, hvor foreningerne hjælper med at formidle projektet ud til deres medlemmer og på samme tid bruger PLUS1 til at få gang i hjulene igen efter corona.
 
“Det er fantastisk at møde den store lyst til kulturoplevelser og den opbakning til projektet ude i lokalsamfundet. Der er masser af mennesker, som gerne vil opleve kulturen, men som har brug for alternative koncerttidspunkter, en afsender, de kender og har tillid til, eller andre alternative koncertformater,” siger Jens Jepsen & MC Hansen fra Ud Med Kulturen.

Om PLUS1

PLUS1 finansieres af de deltagende kulturhuse, billetindtægter samt fondstilskud fra Fonden Ensomme Gamles Værn og William Demant Fonden. Projektets første sæson løber frem til maj 2022. Se mere på plusen.dk.
 
I alt 10 artister skal på PLUS1-turné.Artisterne er udover deres kunstneriske kvalitet, udvalgt ud fra deres evner til at skabe nærvær, fællesskab og relation til deres publikum. Artisterne er Mathilde Falch, Esben Just, Rikke Thomsen, Ole Kibsgaard & Lisbeth Sagen, Violi Viola feat. Meire Santos, MC Hansen & Jacob Chano, Aggerbæk, Eight days a week og Radio Merkur.
 
De 12 spillesteder der deltager i PLUS1 sikrer, at publikum oplever musikken i professionelle rammer. Foruden MantziusLive er de deltagende spillesteder: Maskinhallen i Frederikshavn, Turbinen i Randers, Spillestedet Thy i Thisted, Pavillonen i Grenaa, AabenraaLive i Aabenraa, Tøjhuset i Fredericia, Richter i Gladsaxe, Trommen i Hørsholm, Taastrup Teater- og Musikhus i Høje Taastrup, Gjethuset i Frederiksværk og Klaverfabrikken i Hillerød.
 
Ud Med Kulturen er et kulturlaboratorium, som udvikler projekter, som får musikken tættere publikum på nye måder. Siden opstarten i april 2020 har Ud Med Kulturen arrangeret mere end 500 koncerter i hele landet. Koncerter på campingpladserne fra den mobile campingvogns-scene, gårdkoncerter på landets plejehjem, picnickoncerter i publikums haver og mere til. Se mere på udmedkulturen.dk