Spring til indhold

Gå med i Jægersborg Hegn for en verden uden sclerose

Den 1. maj går hele Danmark for at sætte sclerose på Danmarkskortet og for at samle ind til den sygdom, som 18.189 danskere lever med hver dag i Danmark. Gå med i Jægersborg Hegn (Dyrehaven) sammen med den lokale YOU GO koordinator Ida.

Scleroseforeningens landsdækkende gå-event, YOU GO, løber af stablen over hele Danmark den 1. maj, hvor hele landet går for at samle ind til forskningen i sclerose. Her kan du mødes og gå med andre fra dit lokalområde for at sætte fokus på, at sclerose er en invaliderende, fremadskridende sygdom, der udelukkende kan sættes en stopper for gennem forskningen.

”Faktisk er mere end halvdelen af al dansk scleroseforskning finansieret af de penge, som I, der deltager i vores events som YOU GO, er med til at samle ind. Derfor er det så enormt vigtigt, at der er mange, der vil være med til at stille op den 1. maj til YOU GO,” siger direktør i Scleroseforeningen, Klaus Høm og fortsætter:

”På YOU GO samler vi penge ind for alle de danskere, der lever med sclerose tæt inde på livet. Og derfor håber vi rigtig meget, at mange i hele Danmark vil bakke op vores gå-event, tage de gode sko på og gå med den 1. maj for en verden uden sclerose.”

Tilmeldingsbeløbet til YOU GO går til forskningen i sclerose, og du har også mulighed for at gå med på det store lokale walk i Jægersborg Hegn.

Gå med fra Skodsborg station lige ved Jægersborg Hegn

Hvert YOU GO-walk den 1. maj er arrangeret af en lokal frivillig YOU GO-koordinator. I Jægersborg Hegn er det Ida, der har stået for at planlægge alt, der skal ske, på dagen, samt forsøgt at sprede budskabet om, at alle kan gå med på YOU GO den 1. maj i Jægersborg Hegn.

For det kan alle. Alle kan være med, og alle kan og må gå lige præcis så langt, de har lyst til. 5 skridt, 5 km eller måske i 5 timer. Hvert skridt tæller, og derfor er det helt op til den enkelte, hvor langt man vil gå.

Det lokale YOU GO-walk i Jægersborg Hegn. starter kl. 17, og mødestedet er ved på skovsiden af Skodsborg Station. Her afhenter du din startpakke, som du vælger, når du melder dig til på hjemmesiden.

Initiativtager Ida

Hvad er sclerose?

Multipel Sclerose er en fremadskridende, kronisk sygdom, der forårsager ødelæggelser i centralnervesystemet.

Det kan medføre symptomer som føleforstyrrelser, synsproblemer, lammelser samt hukommelses- og koncentrationsbesvær, og der findes endnu ingen helbredende behandling mod sygdommen.

Det er forskningen, der skal være med til at knække koden til sclerose, og derfor er indsamlingen til netop forskningen altafgørende for, at vi kan finde en kur mod sygdommen, men også hvordan folk med sclerose kan leve så godt et og velfungerende liv som muligt på trods af sygdommen.

De indsamlede midler går også til patientstøtte.

I Danmark lever 18.189 mennesker med diagnosen. Af disse er ca. 2/3 kvinder, og Danmark har en af de højeste forekomster af sclerose i verden.

Kontaktinformation:

For yderligere information om YOU GO og Scleroseforeningen, kontakt venligst:

“Jeg glæder mig helt vildt til at afvikle walken den 1. maj og forhåbentlig opleve en utrolig fællesskabsfølelse blandt en masse glade mennesker, når vi sammen går en skøn tur i den friske luft for en mega god sag! Jeg elsker dog også planlægningsprocessen, for efter jeg blev færdiguddannet i Kommunikation i sommers, har jeg ønsket at snuse mere til eventbranchen. Min mor blev syg med sclerose tilbage i 2018, og siden da har vi en gang årligt gået fra dør til dør og samlet penge ind til forskning i sygdommen," fortæller Ida og fortsætter:

"Nu føler jeg, at jeg tager steppet op og får mulighed for at samle endnu flere penge ind til en sag, der ligger mit hjerte meget nært samtidig med, at jeg får erfaring på mit CV - en kæmpe win win. Jeg er selv vokset op i et naturskønt område et andet sted i Nordsjælland, men jeg valgte at gå med Jægersborg Hegn, da det er mere tilgængeligt med offentlig transport, og så er det en vildt smuk løvskov med rigtig gode stier.”

Ida glæder sig meget til at holde et brag af en gå-fest sammen med hele Rudersdal Kommune og alle andre, der har lyst til at deltage, og dermed gøre en afgørende forskel sammen for en verden uden sclerose.

Ved yderligere spørgsmål kan Ida kontaktes på 28560923.

Tid & sted

YOU GO 1. maj i Jægersborg Hegn:

MØDESTED: Skodsborg station

TID: Kl. 17

UDLEVERING AF STARTPAKKER: Fra kl. 16.00

AKTIVITETER PÅ DAGEN: Tema for dagen er fysisk og mental velvære

TILMELDING: Via dette link