Spring til indhold

Et væld af sommeroplevelser i Rudersdal

Kultur- og Fritidsudvalget glæder sig over, at mange af Rudersdals kulturinstitutioner denne sommer holder ekstraordinært åbent.

Kultur- og Fritidsudvalget noterer sig med stor tilfredshed, at mange kulturinstitutioner har ”grebet bolden” når det forventelig bliver en sommer, hvor mange borgere vil være mere hjemme i lokalmiljøet end de plejer.

”Udlandet er ikke det oplagte feriested i år og derfor er det rigtig fint, at det prioriteres helt særligt at arrangere flere aktiviteter og oplevelser for vores borgere i denne sommerferie,” udtaler formand Kristine Thrane.

Der er et væld af kulturtilbud at kaste sig over – få overblikket her.

Bøger, bøger, bøger!

Rudersdal Bibliotekerne er åbne hele sommeren i betjent tid og har masser af nye sommerbøger klar til børn og voksne. I hele sommerferien vil børnebibliotekarerne lave forskellige små aktiviteter for børn. Tag med os på plantejagt, følg med i sommerfugleudklækning, se film på en regnvejrsdag, deltag i ”Hop ind bogen” og meget mere. Der er også Sommerbogen og pop-up events forskellige steder. Hold øje med rudbib.dk for at se, hvad der sker på dit lokale bibliotek.

Livemusik i Mantzius Haven

Dagene bliver længere, tiderne lysere og kulturen endelig live igen. Derfor har Kulturcenter Mantzius forenet sig med flere af byens frivillige, foreninger, institutioner og andre aktører for at skabe et sprudlende sommerprogram til nabolaget. Omdrejningspunktet – med 6 programlagte livekoncerter og en masse forskellige, inddragende aktiviteter – bliver den skønne, grønne have, der omkranser huset. Velkommen i Mantzius Haven! Fra uge 26 (åbningslørdag 27. juni) – uge 31. Se mere på mantzius.rudersdal.dk.

Bliv minigolf-mester på Kulturcenter Mariehøj

Ved Kulturcenter Mariehøj er der flere udendørsaktiviteter at give sig i kast med.

Vi har skønne, grønne omgivelser, der byder på gåture, minigolf, petanque, kroket, basketball, en naturlegeplads og bordtennis. Udstyr kan lånes døgnet rundt, og der vil være mulighed for afspritning. Cafeen åbner igen den 3. august, så husk en madpakke indtil da. Toiletter på kulturcentret kan stadig benyttes. Se mere på mariehoej.rudersdal.dk

Køb en sommerferiebillet på museet og kast dig ud i aktiviteterne

Både Mothsgården, Vedbækfundene og Historisk Arkiv bugner af aktiviteter for store og små denne sommer! Stjerneløb, quiz, gammeldags lege, tegn historien, skyd med bue og pil samt sommercafé – der er nok at vælge imellem. På den nye museumsgrund i Vedbæk er der Sommermuseum den 19. juli, 26. juli, 2. august, og 9. august. Her kan de 6-14 årige deltage i et rollespil om ”Mordet i Vedbæk” og lære mere om stenalderjægernes liv ved den fjord, som dengang lå i Vedbæk. Museerne lancerer dertil i år en sommerferiebillet, der giver familien en masse fordele og rabatter på museernes aktiviteter og andre oplevelser i Rudersdal. Se mere på museer.rudersdal.dk.

På eventyr i Rudersdals grønne baghave

Holder du af små pauser i det grønne eller aktive ferieoplevelser, kan du finde begge dele i RudersdalRutens Univers. To nye tiltag gør det nu endnu nemmere at finde den oplevelse, der passer lige til dig – lige i nærheden af dig. Netop nu lanceres et godt gammeldags kort til at tage med, så nye oplevelser er nemme at finde. Kortet kan hentes på Rudersdal Bibliotekerne allerede nu. Er du til noget mere moderne, så lanceres der inden længe en app, der giver et godt og stort overblik over mulighederne for at cykle, løbe, gå og opleve i RudersdalRutens Univers. App’en forventes lanceret i løbet af juli – hold øje med Oplevrudersdal.dk.

Skøre strømere på fri fod på Birkerød Torvedage

Lørdag den 22. august mellem kl. 11-14 kan børn og voksne på Birkerød Torvedag møde en ikke helt almindelig, lille politistyrke. Lov og orden skal opretholdes og det gør det skrupskøre politikorps med humor, kærlighed og et blink i øjet. Som det fremgår af navnet, så er "Skøre strømere" ikke lige frem standardbetjente. Faktisk er de slet ikke betjente, men snarere humørambassadører fra teatertruppen Dansk Rakkerpak, som har gjort gadeteater til deres speciale.

Ungemiljøerne holder sommeråbent

Helt ekstraordinært holder ungemiljøerne åbent på skift hen over sommeren i år. Tag med på kanotur, kør go-cart eller til Knuthenborg og meget andet. For åbningstider i de enkelte ungemiljøer samt tilmelding til ture, læs mere på ungirudersdal.dk. Gadeteamet vil være til stede i lokalmiljøet hele sommeren.

Sommerferieaktiviteter i Musikskolen og Billedskolen

Rudersdal Billedskole tilbyder sommerferieaktiviteter med billedkunst i uge 27 og 32.

I uge 32 er Musikskolen en del af sommerferieaktiviteten Magisk Uge på Kulturcenter Mariehøj i samarbejde med biblioteket, Ung i Rudersdal, Vedbækgarden og RuBA. Se mere på rudersdal.dk/aktivsommer.