Spring til indhold

David Bowie fortællekoncert

Vær med, når seks unge fyre vækker David Bowies musik og historie til live i Birkerød. Det sker onsdag den 19. april 2023.

Ground Control kalder Rudersdal: Er du vild med David Bowie? Eller er du klar til at blive det? Så kom med til fortællekoncert i Mantziussalen.

De fem fyre bag musikken, har spillet i bandet Blue Cool Ice Cream i Rudersdal Musikskole, siden de gik i 6. klasse. Nu, syv år senere, er Blue Cool Ice Cream sammen med fortæller Simon Sehested klar til at dele deres fælles fascination af David Bowie.

OM BANDET OG FORTÆLLEREN

Blue Cool Ice Cream består af:

  • Marius Løbger (guitar)
  • Mikkel Skriver Frandsen (sang og guitar)
  • Jonas K. Jensen (bas) 
  • Frederik Alva-Jørgensen (trommer)
  • og Carl Gustav Berg-Munch (tangenter).

Bandet har spillet vidt forskellig rockmusik i deres snart syv år som band i Rudersdal Musikskole; både deres egne og andres numre.

Fortælleren Simon Sehested blev fascineret af David Bowie, mens han var på efterskole, og han har en kæmpe viden om Bowie og hans musik.

På nær Marius, går alle i 3.g på Birkerød Gymnasium.

Bowies musik og historie

’Space Oddity’, ’Ziggy Stardust’ og ’Heroes’ er blot et udsnit af de sange, du kommer til at opleve til koncerten.

Imellem numrene fortæller Simon historien om David Bowie – lige fra rockstjernens udfordringer tidligt i sin musikalske karriere til berømmelse ud over alle grænser. Til det hører naturligvis også Bowies vej til stjernestatus, som nær kostede ham livet og forstanden i et overbrug af narkotika og en konstant udskiftning af stil, musikere og alter egoer.

Fortællekoncerten koncentrerer sig om Bowies liv og udgivelser i 1970’erne. Det var nemlig i det årti, Bowie for alvor satte sit præg på rockmusikken, både musikalsk og visuelt.  

Band og fortæller melder klar

Blue Cool Ice Cream og Simon har allerede taget elever på Birkerød Gymnasium og Allerød Gymnasium med på Bowies mangefacetterede musikalske rejse. Nu glæder drengene sig til at dele David Bowies musik og historie med et endnu større publikum. 

Sæt kryds i kalenderen og kom og fejr en af rockmusikkens største ikoner. 

Der er fri entré, og baren vil være åben i MantziusLive.

Tid og sted

Onsdag den 19. april, kl. 19:30

Mantziusgården, Johan Mantzius Vej 7, 3460 Birkerød (Mantziussalen).

Fri entré