Spring til indhold

Æbler, koncert, teater og kreativitet til årets Æbledag i Barokhaven

Most af historiske æbler, et væld af kreative workshops, børneteater og koncert med Kaya Brüel og Ole Kibsgaard. Tag hele familien i hånden og vær med til at fejre årets æblehøst i Gl. Holtegaards frodige barokhave søndag, 25. september kl. 11-15.

Der er igen i år lagt op til en storslået familiedag søndag, 25. september, når portene åbnes til den traditionsrige Æbledag i Gl. Holtegaards smukke barokhave. Hjælp havens gartnere med at moste de høstede, historiske æbler - og smag på resultatet med det samme. 
 
Oplev også det musikalske makkerpar Kaya Brüel og Ole Kibsgaard, der er kendt fra DR's populære program Morgensang. De spiller et udvalg af sange fra albummet Halfdans Hoved med sange af Halfdan Rasmussen kl. 12.
 

Teater og kreative workshops i det grønne

Man kan også gå med på vandrende teaterforestilling med Legebureauet, der tager de fire til ti-årige med på en vandring gennem barokhaven i en eventyrfortælling, der byder på både gys, grin, skæg og ballade.
 
Æblegæsterne kan gennem hele dagen muntre sig i forskellige kreative workshops og hyggelige aktiviteter. Gå på opdagelse i den symmetriske have og tryl blomster frem og plant dem på kryds og tværs til en storslået klippe-klistre-workshop sammen med En Hemmelig Klub. Du kan også fatte hammer og søm og bygge huler og kernehuse af alverdens materialer sammen med bygmester og billedkunstner Ann Louise Overgaard Andersen. Trænger store som små til et hvil, kan I fordybe jer i historier om æbler og havens frugter sammen med Rudersdal Bibliotekerne til bål og højtlæsning. Æbledagen får også besøg af Marienhøjkoret, som synger efterårssange og indbyder alle stemmer til at deltage. 
 

Æbletræsbeskæring, kunstvandringer og æblelækkerier

De voksne kan træne deres grønne fingre i den populære beskæringsworkshop, hvor Gl. Holtegaards erfarne gartner Philip Philipsen giver gartnertips og viser, hvordan man skal beskære eller pode æbletræer. Æbledagen inviterer også på en guidet familieomvisning i udstillingen MAD MAD MAD samt en Garden Walk i det barokke haveanlæg.
 
Æbledagen byder selvfølgelig også på smagsprøver af barokhavens mange historiske æblesorter. Desuden vil der være foredrag om æblecider-brygning og salg af æbler og andet godt til ganen. Man er meget velkommen til at tage sin egen picnickurv med, men der vil også være foodtrucks og mindre madboder med salg af mad og drikke.
 

Årets største æble

Alle æbledagsgæster opfordres til at deltage i årets æblekonkurrence. Tag det største æble med hjemmefra eller find det blandt barokhavens mange historiske æbler og indlevér det i æblesalgs-boden i løbet af dagen. Vi tager imod ét æble per deltager. Vinderen af Årets Største Æble kåres kl. 14.15. Der er præmier til de tre største æbler.
 
Se hele programmet på Gl. Holtegaards hjemmeside
 

Tid & Sted

Søndag, 25. september kl. 11-15
Early bird-billetter frem til 11. september:
Voksen 95 DKK / Barn (3–17 år) 25 DKK /  Gl. Holtegaard KLUBmedlem 50 DKK.
 
Alm. billetter 12. - 25. september:
Voksen 125 DKK / Barn (3–17 år) 25 DKK /  Gl. Holtegaard KLUBmedlem 50 DKK. 
Køb billet på forhånd på www.glholtegaard.dk. Billet kan også købes på dagen på Gl. Holtegaard, hvis der ikke er udsolgt online.
 
Barokhavens porte åbnes kl. 11.
Denne dag vil der kun være adgang til haven med billet.
Billetten giver også adgang til kunsthallens aktuelle udstilling MAD MAD MAD.