Spring til indhold

Årets Kunstner i Rudersdal 2022 kåret

Onsdag blev Årets Kunstner i Rudersdal, Hanne Sie, kåret på rådhuset i Holte.

Ved det traditionsrige arrangement på rådhuset i Holte kunne den nye borgmester Ann Sofie Orth sammen med formanden for Kultur- og Fritidsudvalget, Knud Skadborg, kåre Årets Kunstner i Rudersdal 2022. Det er den lokale billedkunstner Hanne Sie, der fik æren af at blive den 15. Årets Kunstner i Rudersdal. 

”Hanne, du bliver i dag hyldet for din kunst og dit livslange kunstneriske virke. Dine værker tager udgangspunkt i farven og formen, men sammensætningen kommer til udtryk på din helt egen, synes jeg, meget æstetiske og personlige måde. I mødet med dine værker, formår du – netop gennem farven og formen – at frembringe en følelse af optimisme og glæde,” lød det i borgmesterens tale til kunstneren.

Fakta

  • Hanne Sie er medlem af en række grafiske kunstnersammenslutninger ligesom hun er medlem af Billedkunstnernes forbund (BKF) og Kvindelige Kunstneres Samfund (KKS). Rent lokalt er Hanne Sie desuden et aktivt medlem af Rudersdal Kunstnerne.
  • Den årlige hædring af udvalgte kunstnere i Rudersdal Kommune er med til at sætte fokus på den mangfoldighed af anerkendte kunstnere, som bor inden for kommunens grænser.

Uden sproglige barrierer

”Mit arbejde med maleri, akvarel, grafik og skulptur er centreret om farven og formen som udtryk, og som et universelt sprog uden ord. Det er mit mål at værkerne taler direkte til et andet menneskes følelser uden sproglige barrierer, og at de opleves forskelligt ud fra hvilken baggrund den enkelte har,” siger Hanne Sie selv om sin kunst.

Hendes særlige æstetiske og poetiske tilgang har, i hvert fald indenfor maleriet, betydet, at hun også har en meget lang række udstillinger, nogle gange som soloudstillinger og nogle gange i samarbejde med andre kunstnere, bag sig. Bl.a. kan nævnes Cobrarummet på Sophienholm, Kunstnernes forårsudstilling i Århus, Salon des Réalites Nouvelles i Paris, International Print Biennial i Kina og helt lokalt også i Birkerød Kunstforening.

Efter Hanne Sie fik sagt et par takkeord, spillede lærere fra Rudersdal Musikskole to stykker nordisk folkemusik og arrangementet blev afsluttet med et let traktement. Arrangementet blev åbnet med musik fra elever fra Rudersdal Musikskole.

Hanne Sie udstiller hos Birkerød Kunstforening i Den Gamle Præstegård til efteråret. Tre af kunstnerens værker er allerede købt af Rudersdal Kommune og skal bruges som gaver til øvrige prismodtagere indenfor Kulturområdet – en tradition, som plejer at vække begejstring.