Hop til hovedindhold
TEMA

FamilieRuten

FamilieRuten er en tur rundt i Rudersdal, der fører jer til 11 naturskønne steder med spændende historier. Man kan cykle eller gå.

FamilieRuten på i alt 21,5km er skiltet med grønne skilte i skoven og blå på veje.
Man behøver ikke cykle hele ruten samme dag. I kan sagtens udvælge steder, I gerne vil udforske nærmere, og gemme resten til en anden dag.

FamilieRutens 11 seværdigheder

  • På stien mellem Nærum og Vedbæk kørte engang et tog, der hed Grisen. Men jernbaneskinnerne blev taget op i 1923, og nu er det en natursti. 

    Grisestien i efterårsfarver
  • I dag må alle gå igennem De Røde Porte og ind i skoven. Men i Kong Christian den 5.’s tid var det kun personer i kongelig tjeneste eller folk med tjenstligt ærinde, der havde adgang til skoven.

    De røde porte i snevejr, dec 23
  • Gl. Holtegaard blev bygget af kongens arkitekt Lauritz de Thurah i 1756-57 i barokstil. Måske kender I også Eremitageslottet i Dyrehaven og snoede spir på Vor Frelsers Kirke i København, som han også har tegnet.  

    Læs mere om Gl. Holtegaard her.

    Tip: For enden af haven over den lille bro finder du Mariehøj naturlegeplads.

    Gl. Holtegaard
  • Caroline Mathildestien har fået sit navn efter dronning Caroline Mathilde. Dronningen ønskede sig nemlig en hurtig forbindelse fra sit slot i Hørsholm og til Frydenlund, hvor hun ville skabe sig et fristed for sig selv og sin elsker, kongens livlæge Struensee. 

  • Kong Frederik den 7. opholdt sig hver sommer i Skodsborg sammen sin kone Grevinde Danner. Frederik den 7. var glad for at fiske, og han tog ofte på fisketur til Agersø og tilbragte fredelige stunder her med en fiskestang i hånden. 

  • Frydenlund Slot blev opført i 1722, og her er altid blevet dyrket frugt. I dag er her æbleplantage.
    Frydenlund var også stedet, hvor Dronning Caroline Mathilde tilbragte en del tid sammen med kongens livlæge Struensee. Den kongelige affære fik en abrupt afslutning i 1772 med Struensees fald og Caroline Mathildes landsforvisning. 

    Læs mere om Frydenlund Slot.

  • Mothsgården
  • De enestående gravfund fra jægerstenalderen, som blev fundet ved byggeriet af Vedbæk Skole, fortæller historien om de mennesker, der levede lige her i området for 7.000 år siden. 

    Læs mere om vedbækfundene.

  • Vandløbet ved Kikhanerendens udspring er levested for rigtig mange dyr og planter. Og på Kikhaneengen overfor kan I nyde synet af græssende heste, køer og får. 
    På den anden side af Attemosevej ligger Danmarks ældste fiskesø, hvor man kan fange ørred og karper, som årligt udsættes i søen. OBS: Vær opmærksom på, at fiskesøen er privat, og fiskeri kun er tilladt med gyldigt fiskekort. Se mere på: Søllerød Fiskepark

    Tip: Hvis I er flere, kan I prøve at lege "Fiske, fiske – bid” her ved fiskesøen.
    Deltagerne stiller sig i en rundkreds med front mod midten. Én person stiller sig uden for kredsen og er “Fisker”. Fiskeren går nu rundt om kredsen og klapper alle på ryggen, mens han/hun siger “Fisker Fisker ” På et tidspunkt vælger Fiskeren at sige “Bid” og fortsætter i løb i samme retning rundt om kredsen, imens den der blev ramt løber i modsat retning. Den der først når tilbage til den ledige plads, fortsætter som Fisker.

    Attemosevej
  • Toppen af Højbjerg er 82 meter over havets overflade. Herfra er det muligt at se Øresund og i klart vejr øen Hven og Sverige på den anden side af Øresund. 
    Her på egnen troede folk tidligere, at højene Maglebjerg, Gildebjerg og Højbjerg var beboet med troldfolk.

  • Nedenfor Højbjerg ligger Løjesø. Der er forskellige forklaringer på navnet, men mest sandsynligt er det, at søen er opkaldt efter den lille fisk løjen.
    Tip: På skrænterne ved Løje Sø ligger faldne træer, som kan klatre og balancere på.

FamilieRutens blå cykel-skilt

Vidste du, at...

FamilieRuten er udviklet i samarbejde med repræsentanter fra Birkerød, Bicycle Club, Dansk Cyklist Forbunds LyngbyTaarbæk/Rudersdal afdeling, Holte Cykel Klub samt Rudersdal Kommune. 
Ruten blev åbnet i september 2010. 

Geocaching skat
Find skatte ved Den røde port, Attemosevej og Løje Sø

Skattejagt med geocaching

Ved De røde porte, Attemosevej og Løje Sø kan I gå på skattejagt efter geocaches.

Geocaching går ud på at finde små skatte gemt i en plastikboks via GPS på mobilen. 
Skatten indeholder information om stedet, små ting og en logbog. I logbogen kan du skrive en lille hilsen til glæde for andre andre skattejægere. Du kan tage én af de små ting i plastikboksen og lægge en ny i. 

Du kan oprette dig som bruger (ganske gratis) og få overblik over skatte nær dig på: Geocaching.com