Auricula af Ole Hartvig Nielsen

Skulpturen er skåret ud af ét stykke træ. Den vejer omkring 150 kg.

Ole Hartvigs egne ord om skulpturen:

Min skulptur Auricula har sit navn efter Per Højholts (lidt oversete) roman fra 2001 af samme navn. Måske kunne man sige at romanen har et efternavn, nemlig auricula singularis - derfor kun det ene øre.

Rise-taxen stod i præstegårdshaven ved den mægtige Rise Kirke midt på Ærø. Jeg har aldrig stiftet bekendtskab med kæmpen i levende live, men læste om dets forestående skæbne i den lokale avis, der kunne berette at træet skulle fældes. Det over 100 år gamle træ stod ellers friskt og grønt, med sine karakteristiske skinnende røde bær (taxens frugt er et frø med en stor rød kappe. Frugtkappen er ikke giftig - det er frøet, men smag ikke på frugten, lad fuglene om det). Det var netop disse, der fuldbyrdede taxens skæbne. Frøene er giftige, ja, det er løvet da forresten også. 

Det for en kort bemærkning residerende præstepar i præstegården, der efter møje og besvær, ventede et kærkomment afkom, hørte, hårrejsende, om træets lokkende giftighed (de røde bær) og så i ånden, hvordan en lille buttet barnehånd, en gang i fremtiden ville gribe om det fristende og lokkende røde og føre frugten til sin lille trutmund, for inden for de næste par timer, alt for tidligt, at ankomme til himmeriges port. 

Den frugtsommelige præstefrue, krævede omgående at træet blev fældet - relativt kort efter nedkomsten indgav præsten sin opsigelse og parret flyttede, efterladende den tomme træstub, der havde båret det stolte, men mørke og måske lidt dystre eksemplar, af det eneste oprindelige danske nåletræ, der med lethed kunne havde groet der i tusinde år. 

Tax vokser ikke længere vildt i Danmark, bortset fra en lille bestand i Munkebo skov, ved Vejle fjord. Taxen blev kraftigt udnyttet i vikingetid og middelalder, fordi det seje og stærke ved blev benyttet til langbuer. Bark og bast blev brugt til at flette og væve til kurve og tekstil. 

Da taksen er så giftig, at selv et lille antal af dets nåle kan gøre heste syge, og i lidt større mængde, kan forårsage hestens død, blev takstræet dyrket på kirkegårdene, bag stendigets høje mure. Her kom ingen heste og her vokser stadig mange taxtræer.

Da jeg modtog rise-taxen, var den vel en 8 -10 meter lang. Jeg skar hovedstammen op i to. Det største stykke - rodenden, blev til skulpturen auricula og et mindre stykke, der hvor stammen grenede sig ud, til en anden og noget mindre skulptur, de to blev udstillet sammen.

Småstammer og grene er over årene blevet til mange forskellige snitte objekter, bl.a. et projekt som jeg kaldte “stikke-hob” ca. 1000 snittede pinde, der hver især er én skulptur og i samlet flok er én endnu større skulptur. 

Auricula blev den skulptur den blev, fordi det var det mest logiske. Jeg ville bevare stammens oprindelige størrelse og struktur, der er karakteriseret af det ben-hvide splintved og det rødbrune kerneved. Stammen var i sit ydre - og som stadig kan betragtes, en række “rør” uden om en enkel masse (stamme). Disse “rør” fremstår i den færdige skulptur som hvide tremmer omkring et rum hvor stammen, er delt i to, næsten som om det var et timeglas. 

Det er altså en skulptur i et stykke, man står over for, selv om det indre og det ydre virker meget forskelligt. Soklen er fyrretræ forhudet med møbellæder.

Skulpturen stod i mange år på mit værksted i Ærøskøbing, og er blevet udstillet bl.a. på Ærø og i Flensborg. Det er dejligt at skulpturen nu flytter hjemmefra og finder en anden lokation end barndomsøen. 

Ærøskøbing den 3 august 2025. Ole Hartvig.